SKÆBNENS MAGT af Giuseppe Verdi

Søndag d. 10. maj kl. 15. Optagelse fra Bayerische Staatsoper 2014

Operaen Skæbnens magt viser i instruktøren Martin Kusejs og Bayerische Staatsopers udgave en verden af: Druk, sex, hævn og religiøst hykleri i al deres afstumpede afskyelighed. Kusej omsætter Verdis plot til nutidens verden med terror og vold og får hjælp af stjerner som: Jonas Kaufmann, Anja Harteros og Ludovic Tézier. Så kan det ikke gøres bedre.

La Forza del Destino ”Skæbnens magt” – Druk, sex, hævn og religiøst hykleri – alt dette er der i Martin Kušejs nye produktion af Verdis opera, og Bayerische Staatsoper viser dem alle i deres afstumpede ækelheder. – Dette plot af Verdi med et virvar af forklædninger, usandsynlige sammentræf, nidkære soldater vender Kušej på hovedet, oversætter den tysk-italienske krig til nutidens verden af terror, vold, repressalier og løgnagtighed.

”Pace!” – ”Giv mig fred, o Gud!” Sådan starter Leonoras store soloscene i sidste akt. Men der findes ingen fred i Leonoras sjæl og i verden omkring hende. Hvile og fred kan kun fås i døden. Det er denne anelse om dødens nærhed, der gør denne scene med Leonora så gribende. Verdi har her tegnet et portræt med stor melodisk og dramatisk udtrykskraft.

(*) Historien bygger på det spanske skuespil Don Alvaro o La Fuerza de Sino af Ángel de Saavedra med en scene fra Friedrich Schillers Wallensteins Lejr. Skæbnens magt blev uropført på Bolsjojteatret i Sankt Petersborg den 10. november 1862. Verdi reviderede den yderligere efter tilføjelser af Antonio Ghislanzoni. Denne version fik premiere på La Scala i Milano den 27. februar 1869. Versionen er “standard” i dag. Første opførelse i Danmark 1937.

At iscenesætte Skæbnens magt er ikke nogen misundelsesværdig opgave, har mange instruktører måttet sande. I Italien opnåede værket først lidt efter lidt en stabil popularitet, i andre lande er det aldrig nået så vidt. Det er vanskeligt at få handlingen til at virke logisk, ja den er faktisk temmelig urimelig, og persontegningen er ikke bedre end i Trubaduren. Det er musikken der triumferer, det er den der får os til at glemme alle urimelig-hederne i operaen, den fortrænger alt virvaret.

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto-klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste. Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sit landsted, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Otello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff.”

Da Verdi engang blev spurgt om hvilket af hans arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det kan der ikke herske tvivl om, det er det hvilehjem for ældre musikere jeg har bygget i Milano.” – Et storslået menneske, der afviste alt pomp og pragt, når det gjaldt ham selv.

Hans værker opføres i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. Verdis operaer er de mest opførte i verden og hans La Traviata den mest opførte opera, derefter kommer Tryllefløjten, La boheme og Carmen i sæsonen 2018-19.

1.akt

Leonora di Vargas er forelsket i Don Alvaro. Hendes far, Marchesen af Calatravas hus, nægter at acceptere forholdet på grund af Alvaros baggrund (halv inka). Sammen med sin fortrolige, Curra, venter Leonora på sin elskede, som hun har planer om at stikke af med. Faderen overrasker de to og vil holde sin datter tilbage. Alvaro er bevæbnet og kaster sin pistol som et tegn på overgivelse, men i det øjeblik går pistolen af, og et skud rammer faderen, som forbander sin datter inden han dør.

2.akt – 1.billede

Leonora og Alvaro har ikke held med deres flugt, de kommer fra hinanden, og Leonora strejfer hjælpeløst rundt søgende efter Alvaro, hun har forklædt sig som mand for at undslippe sin bror Carlos hævn. Denne der er forklædt som studerende, strejfer rundt for at finde de to. Leonora undgår kun at blive genkendt af sin bror i havnebyen Hornachuelos, fordi en mobilisering er i gang til et felttog. Hun lytter mens Carlo fortæller en nysgerrig menneskemængde om Leonoras og Carlos historie og at Alvaro er taget til Amerika. Leonora føler sig nu ikke blot skyldig i sin fars død, men også forrådt af Alvaro.

2.akt – 2.billede

I Franciskanerklosteret Madonna degli Angeli har Leonora søgt tilflugt, ikke blot for at undgå sin brors hævn, men hun søger befrielsen for sin egen indre og brændende længsel efter sin elskede. Leonora der ønsker at hellige sig Gud i et ensomt miljø, søger fristed i et kloster. Hun beder Fra Melitone at få lov til at tale til Padre Guardiano. På forslag af hendes skriftefader håber hun, at han vil lade hende leve livet som eneboer i en celle.

3. akt – 1.billede

Alvaro har sluttet sig til hæren under et nyt navn. Han redder en officers liv. Denne officer er ingen anden end Carlo, der også tjener under et påtaget navn. De to mænd sværger evigt venskab uden at genkende hinanden.

3. akt – 2.billede

Alvaro der er såret, får Carlo til at love at ødelægge hans personlige papirer, hvis han dør. Dette vækker Carlos mistanke, og han åbner papirerne, finder et billede af sin søster og genkender i Alvaro sin fars formodede morder. Han beslutter sig for at dræbe sin “ven”.

3.akt – 3.billede

I soldaternes lejr priser Preziosilla den liberale livsstil i krigstid, der drikkes og festes. Broder Melitone bebrejder de fejrende soldater deres gudløshed og smides ud.
Den ærekære Carlo der er blind af had, sørger for, at den sårede Alvaro får genvundet sit helbred og udfordrer ham til en duel. De kæmpende mænd adskilles. Alvaro der ikke kan finde kærlighed og tolerance i verden, beslutter at gå i kloster.

4.akt – 1.billede

Broder Melitone uddeler mad til de trængende. Alvaro bor nu i et kloster under navnet Padre Raffael. Carlo genkender ham alligevel som sin fars morder.

4.akt – 2.billede

De to mænd udkæmper en duel, og Carlo såres dødeligt. Alvaro søger hjælp i Leonoras celle af alle steder. De to genkender hinanden. Men den døende Carlo dræber sin søster. Alvaro efterlades alene i sin fortvivlelse.

Dirigent: Asher Fisch er israelsk dirigent. Han begyndte sin karriere som assistent for Daniel Barenboim og associeret leder af Berlins Statsopera. Han fik sin USA debut i 1995 med Den flyvende hollænder på Los Angeles Opera. Han var chefdirigent for Wien Volksoper fra 1995 til 2000. Han fungerede som musikdirektør for israelsk opera 1998-2008. Han var gæstedirigent hos West Australian Symphony Orchestra (WASO) i 1999. I maj 2012 offentliggjorde WASO udnævnelsen af Fisch som deres næste chefdirigent, med virkning fra 2014, med kontrakt til udgangen af 2019.

Instruktør: Martin Kušej er østrigsk teater- og operainstruktør og nuværende kunstnerisk leder for Residenz Theatre (“Bayerisches Staatsschauspiel”) i München. Ifølge det tyske nyhedsmagasin Focus hører Kušej til de ti vigtigste teaterinstruktører i den tysktalende verden siden årtusindskiftet. Han betragtes som en af de vigtigste instruktører der arbejder i dag, rost for sine mørke og skarpe produktioner. Han har instrueret i operahuse i Stuttgart, Verona, Zürich, Berlin, München, Wien, Amsterdam og ved Salzburg Festivalen. Mod slutningen af sin tid som bosiddende direktør i Stuttgart arbejdede han også på Burgtheater i Wien og på Thalia Theater i Hamburg.

Don Alvaro: Jonas Kaufmann er tysk tenor. Han er bedst kendt for sine præstationer i spinto roller som Don José i Carmen, Cavaradossi i Tosca, Maurizio i Adriana Lecouvreur og titelrollen i Don Carlos. Han har også sunget førende tenorroller i operaer af Richard Wagner med succes i Tyskland og i udlandet, især på Metropolitan Opera. Jonas Kaufmann har optrådt på de fleste store operascener rundt omkring. I april 2011 vendte han tilbage til Metropolitan Opera som Siegmund i instruktøren Robert Lepages nye produktion af Richard Wagners Valkyrien. I 2013 fik Jonas Kaufmann sin første optræden i titelrollen som Parsifal på Metropolitan Opera. I juli 2013 blev Kaufmann tildelt titel af Kammersanger ved den bayerske Statsopera af det bayerske ministerium for Arts. Kaufmann hører til verdensklassen af tenorer.

Donna Leonora: Anja Harteros er tysk sopran. I 1999 blev hun den første tysker som vandt Cardiff Singer of the World konkurrencen. Det var det store gennembrud for hendes karriere; siden da har hun optrådt som gæst på alle de store operahuse verden over. Hendes repertoire omfatter alle de store sopranroller. Harteros hører til verdensklassen af sopraner.

Don Carlo di Vargas: Ludovic Tézier er fransk bariton. Efter at have haft sin debut i Lucerne og Lyon i roller fra Mozart og bel-canto-repertoire blev Ludovic Tézier inviteret til at optræde på nogle af verdens store operascener. Det er nok enklere at spørge, hvor han ikke har sunget i ledende baritonpartier. I sæsonen 2019-20 vil han synge 17 af de største baritonpartier på forskellige operascener.

Preziosilla: Nadia Krasteva er bulgarsk mezzosopran. Hun debuterede som Carmen på National Palace of Culture, Sofia, og har siden 2002 været medlem af Wiener Staatsoper. Siden da har hun i Wien i mere end 30 opførelser sunget Carmen og mange andre betydningsfulde mezzo-roller. Hun er kendt for sin fortolkning af Carmen, som hun har sunget på mange store operascener verden over.

Broder Melitone: Renato Girolami er italiensk bariton, studerede sang i Rom og München Musikhochschule, samt har deltaget i masterclasses i Berlin under Dietrich Fischer-Dieskau. Han begyndte sin karriere i Passau og Salzburg, vandt særlig anerkendelse for sin rolle som Leporello i sidstnævnte by, en succes, der førte til hans engagement på Volksoper. Fra 1991 til 1996 blev han medlem af Wiener Staatsoper ensemble, og siden 1997 har han arbejdet freelance. Renato Girolamo kan prale med et bredt operarepertoire, der spænder fra Mozart til Puccini, og han har sunget rollen som Leporello i Wien og andre store operahuse i Europa og Sydamerika.

Il Marchese di Calatrava / Padre Guardiano: Vitalij Kowaljow er ukrainsk operasanger. I 1999 var han vinder af Placido Domingos Operalia Competition i Puerto Rico og af den 39. Verdi konkurrence i Busseto. Kovalev har 40 store operaroller i sit repertoire, han har sunget i alle de store operahuse rundt om i verden. Opera News skrev: “Kowaljows stemme er en rig, udtryksfuld basso cantante, et kraftcenter med tilsyneladende uendelige reserver af fokuseret lyd i hele området, enten ved fuld fortissimo eller vedvarende klaver.”

×
Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.