Giovanna d’Arco

7. december 2020 kl. 18:00
Giovanna d’Arco (Jeanne d’Arc.)

Opera med prolog og 3 akter af G. Verdi – Teatro alla Scala 2015.

Efter 150 års fravær vendte Verdis Giovanna d’Arco tilbage til La Scala til åbning til sæsonen 2015. Verdi selv betragtede det som et af sine bedste værker. På trods af sin relative sjældne opførelse er det et værk af den største musikalske kvalitet. Denne produktion er iscenesat af den fransk-belgiske duo Moshe Leiser og Patrice Caurier, samt med Riccardo Chailly, en af verdens mest anerkendte Verdi dirigenter. Chailly definerede denne forestilling som “en opera om et far-datter forhold, der er så vigtigt i Verdis operaer.” Anna Netrebkos fortolkning blev beskrevet som den mest spændende i stjernens karriere og samspillet Netrebko – Meli som en ”kamp lavet i himlen”. Operaen har ikke meget tilfælles med den historiske Jeanne d’Arc / Giovanna d’Arco og heller ikke med Schillers tragedie, som Solare baserede sin libretto på. Alle Schillers bipersoner er fjernet og Giovannas kærlighed er nu rettet mod selve dauphinen (Carlo) og ikke ridder Lionel, som hos Schiller.

Giovanna d’Arco er en af Verdis tidligere operaer (nr. 7). Verdi kom fra Rom til La Scala til sæsonen 1845, hvor der også var opførelser af hans Lombarderne og Ernani samt premieren på hans ny opera Giovanna d’Arco. Det blev en kamp op ad bakke for Verdi, han var så utilfreds med det daværende kunstneriske niveau på La Scala, at han svor aldrig mere at komponere en premiere til La Scala. Et løfte han holdt i et kvart århundrede. Hans operaer blev dog spillet på La Scala, da det var økonomisk givtigt for La Scala og ham selv. Giovanna d’Arco opnåede 17 forestillinger og byens brede befolkning var begejstret for musikken, der blev spillet og sunget alle vegne også med gadeorgel.

Prolog
Scene 1
I den franske landsby Domrémy fortæller Charles, den endnu ikke kronede konge af Frankrig, sine officerer og landsbyens beboere om sin åbenbaring, hvor Jomfru Maria befaler ham at overgive sig til den invaderende engelske hær og nedlægge sine våben ved foden af et kæmpe egetræ. Senere udtrykker han sin frustration over begrænsningerne ved at være hersker.

Scene 2
Ved et kæmpe egetræ beder Giacomo (Giovannas far) for sikkerheden for sin datter Giovanna, der før hun falder i søvn ved en nærliggende helligdom, havde bedt om at være den, der skal vælges til at lede den franske hær. Pludselig ankommer Charles, parat til at lægge sine våben ved foden af træet. I mellemtiden har den sovende Giovanna visioner, hvor engle beder hende om at blive soldat og føre Frankrig til sejr. Hun råber, at hun er klar til at gøre det. Charles overhører hende og begejstres over hendes mod. Hendes far Giacomo græder, han tror, at hans datter har givet sin sjæl til djævelen af hengivenhed for den kommende konge.

Første akt
Scene 1
Nær Reims forsøger den engelske hærfører, at overbevise sine modløse soldater om, at deres forestående overgivelse til franskmændene ikke skyldes onde kræfter. Giacomo ankommer og tilbyder at ofre sin datter, da han tror, at hun er under indflydelse af djævelen.

Scene 2
Forberedelserne til Charles’ kroning ved den franske domstol i Reims er i gang. Giovanna længes efter sit enkle liv derhjemme. Charles tilstår sin kærlighed til Giovanna. Hun trækker sig tilbage på trods af sine følelser over for kongen, fordi en stemme har advaret hende mod jordisk kærlighed. Charles tager til katedralen i Reims til sin kroning.

Anden akt
Beboerne i Reims er samlet på domkirkepladsen for at fejre Giovannas sejr over den engelske hær. De franske soldater fører Charles ind i katedralen. Giacomo har besluttet, at han vil afvise sin datter, som, han mener, har indgået en pagt med djævelen. Han fordømmer hende overfor mængden. Charles bønfalder Giovanna om at forsvare sig selv, men hun nægter.

Tredje akt.
Giovanna er blevet fanget af den engelske hær og afventer sin død, stående ved pælen. Hun har visioner om slagmarkens sejre og beder Gud om at stå hende bi. Hun fortæller hvordan, hun har vist sin lydighed ved at forsage sin verdenstro til kongen, som stemmerne havde befalet. Giacomo overhører hendes bønner og erkender sin fejl. Han løsner sin datters bånd, og hun flygter. Hun skynder sig til slagmarken for at gøre fransk nederlag til sejr igen.
Giacomo bønfalder kongen, først om straf og derefter om tilgivelse, som Charles giver. Charles hører om den franske sejr på slagmarken, men også om Giovannas død. Da hendes legeme bæres ind, lever Giovanna pludselig op igen. Giacomo forsones med sin datter, og kongen bekender sin kærlighed til Giovanna. Englene synger frelse og sejr, mens Giovanna som en sand helgeninde dør og stiger op til himlen.

Dirigent: Riccardo Chailly er italiensk dirigent. I 1973 blev han assistent for chefdirigent Claudio Abbado ved La Scala i Milano, hvor Chailly debuterede som dirigent i 1978. Riccardo Chailly dirigerede i begyndelsen af sin internationale karriere mest opera (bl.a. i Milano, Wien, London og New York), men han har senere koncentreret sig om koncertvirksomhed. Siden 2005 har Chailly været leder af operaen og kapelmester ved Gewandhausorkesteret i Leipzig, med hvilket han har foretaget betydelige cd-indspilninger af Ludwig van Beethovens og Johannes Brahms’ symfonier. 1. januar 2015 blev Riccardo Chailly udnævnt til chefdirigent og senere musikdirektør ved La Scala i Milano.

Teatro alla Scalas kor og orkester.

Instruktører: Moshe Leiser & Patrice Caurier er to operainstruktører, der udelukkende har arbejdet som par siden 1982 i operahuse over hele Europa og ikke mindst i Østrig. De to instruktører har arbejdet tæt og produktivt sammen med Cecilia Bartoli. I 2012 tilkaldte Bartoli og Pereira – begge nu i lederstillinger i Salzburg – de to instruktører til Salzburg Pinsefestival. Et par måneder senere fulgte Bregenz Festival, og i 2013 Theater an der Wien og derefter Wiener Staatsoper. – Leiser / Caurier forsøger at bringe emner, der synes fjernt fra nutiden, til et moderne publikum ved at bruge moderne udtryk og manerer. De har to forskellige stilarter. På den ene side har de en forkærlighed for komiske operaer, som ikke frygter slapstick og visuelle effekter, og som faktisk kan omdanne banale plot til sammenhængende fortællinger. På den anden side komprimerer de udfoldelsen af ​​tragiske begivenheder, for eksempel ved at flytte Der Ring des Nibelungen til efterkrigstidens Tyskland eller Norma til Benito Mussolinis Italien. I 2009 satte de II turco in Italia op i Operaen i København.

Giovanna d’Arco: Anna Netrebko er russisk sopran. Anna Netrebko har siden marts 2006 haft østrigsk statsborgerskab og er bosat i både Salzburg og Wien. Hun blev opdaget af dirigent og operachef Valerij Gergijev og debuterede i 1994 som Susanna i Mozarts Figaros bryllup ved Mariinskij-teateret i Sankt Petersborg. I 1995 havde hun sin første optræden i USA på San Francisco Opera som Ludmila i Glinkas Ruslan og Ludmila, og i 2002 debuterede hun på Metropolitan Opera som Natasja i Prokofievs Krig og fred. I 2016 i en alder af 45 sang hun Elsa i Wagners Lohengrin, med stor succes, men fandt alligevel ud af, at det ikke var Wagner hun bruge sine kræfter på at synge. Hun hører til blandt verdens førende sopraner med udsolgte forestillinger verden over.

Carles den VII: Francesco Meli er italiensk tenor, især forbundet med bel-canto-repertoiret og Verdiroller.  Han har haft ledende roller på La Scala, Metropolitan operaen, Teatro Regio di Torino, Londons Royal Opera House, Opéra National de Lyon, Zürich Opera, og Rossini Opera Festival i Pesaro. Han debuterer som Don Carlo på La Scala og som Radamés i Salzburg ved siden af ​​Anna Netrebkos Aida. Meli hører til blandt nutidens store tenorer.

Giacomo, Jeannes far: Carlos Álvarez – Talbot, engelsk hærfører: Dmitry Beloselskiy – Delil: Michele Mauro                                                

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi (1813-1901) var italiensk romantisk komponist, som primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han lod sig inspirere til at følge den franske og tyske indflydelse og brød med datidens bel-canto-klichéer og fokuserede sangen i musikdramaets tjeneste. 

Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860.

Han oplevede store kunstneriske sejre, men også ditto nederlag og måtte bære byrden af familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sin landejendom, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, Otello og Falstaff. En medvirkende årsag til disse geniale værker er nok Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da Falstaff blev uropført i 1900. Da Verdi engang blev spurgt om, hvilket af sine arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det, kan der ikke herske tvivl om, det er det hvilehjem for ældre musikere og sangere jeg har bygget i Milano.” Af sin sam- og eftertid blev Verdi karakteriseret som et storslået menneske, der afviste alt pomp og pragt, når det gjaldt ham selv.

×
Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.