Lucia di Lammermoor – Live

7. december 2020 kl. 18.00
Sæsonåbning La Scala -LIVE

Opera i 3 akter af Gaetano Donizetti – Teatro alla Scala 2020

Sæsonåbningen foregår hvert år d. 7. december og under overværelse af såvel regering som øvrige honoratiores fra det italienske samfund. Denne gang med ét af Gaetano Donizettis mesterværker. Donizetti placerer i operaen sine hovedpersoner Lucia-Edgardo-Enrico i den følelsesmæssige trekant af kærlighed, had og passion, inspireret af den mytiske sande beretning, hvorpå Walter Scott skabte sin roman. Lucia di Lammermoor er Donizettis mest spillede seriøse opera. Lige fra premieren har den været en succes. Donizetti har udnyttet den romantiske handling, der når sit højdepunkt med Lucias vanvidsscene. Vanvidsscener hørte mere eller mindre til i tidens seriøse operaer, men ingen slår Lucias.  Her i Yannis Kokkos instruktion med Lisette Oropesa som Lucia og Juan Diego Florez som Edgardo, dirigeret af Riccardo Chailly.

Varighed:  ca. 4t. 20m

Gaetano Donizettis Lucia di Lammermoor (1835) er baseret på Sir Walter Scotts ”The Bride from Lammermuir” (1819) et af Scotts mest berømte værker. Walter Scott er inspireret af en 1600-tals familietragedie i en skotsk familie, en historie han havde hørt som dreng af sin grandtante Margaret Swinton, der i datiden var en berømt mundtlig fortællerske. Scotts heltinde, Lucy Ashton (Donizettis Lucia) bygger på Janet Dalrymple, datter af den kendte skotske advokat James Dalrymple, Viscount Stair. Janet blev i hemmelighed forlovet med Royalisten Lord Rutherford der var en politisk fjende af hendes politisk ambitiøse forældre. Da Janets dominerende moder opdagede denne forbindelse, tvang hun datteren til at tilbagekalde forlovelsen og acceptere en mand, som hendes forældre valgte. På brudenatten sårede Janet sin brudgom hårdt i et anfald af sindssyge, og hun døde fjorten dage senere uden at være kommet til sig selv. Scott omplacerede historie til 1800’tallet og flyttede handlingen fra det vestlige Skotland til Lammermuir højderne i den sydlige del af Skotland.

 ”Mangler du en opera, så kontakt Gaetano Donizetti (1797-1848); han er leveringsdygtig og hurtig”. Donizetti lavede mere end 70 operaer, men han var mere end en musikmager. Inden for de italienske teatertraditioner blev han den fornemste forvalter efter Bellinis tidlige død. Og inden for opera seria kan nævnes Anna Bolena (1830) Lucrezia Borgia (1833) og Lucia di Lammermoor (1835) med libretto af Salvatore Cammararano efter Walter Scotts roman ”The Bride of Lammermoore”, og indenfor komisk opera Elskovsdrikken (1832), Regimentets datter (1840) og Don Pasquale (1843). Selvom Donizetti var påvirket af romantikken, dominerede den ham ikke. Donizettis melodik er ikke altid dramatisk slagkraftig, men de steder hvor den faktisk er, har den kendeligt påvirket Verdi.

Donizetti startede efter en grundig musikalsk uddannelse med at skrive orkester- og kammermusik, kantater og kirkemusik foruden sange. Hans første opera er fra 1816, men det store internationale gennembrud kom med Anna Bolena (1830). Sine sidste år tilbragte Donizetti åndeligt formørket først på et sanatorium, siden hos venner i Bergamo, indtil døden kom som en befrielse.

Donizetti var en mangesidig dramatiker med et forbavsende omfangsrigt livsværk, stor melodisk opfindsomhed og en sikker fornemmelse for effektfulde scenesituationer. I 2019/2020 var Donizetti den 2’nd mest spillede operakomponist efter Verdi. Donizetti hører sammen med Rossini og Bellini til de største operakomponister i første halvdel af 1800’tallet.

1 akt
Lucia di Lammermoor foregår i Skotland, og da operaen begynder, går mændene fra klanen Lammermoor rundt og leder efter en mystisk fremmed. Enrico Ashton, klanens overhoved, frygter, at familien er ved at miste sin politiske indflydelse. Han prøver at tvinge sin søster til at gifte sig med den magtfulde Lord Arturo Bucklaw, en alliance som vil redde familiens formue. – Lucia afviser dette. Hun elsker nemlig Edgardo af Ravenswood, men Lucias bror Enrico bliver rasende da han hører dette, for Edgardo og hans familie er fjender af Lammermoor.

I den næste scene er Lucia i haven ved et springvand, sammen med sin fortrolige, Alisa. Hun venter på Edgardo og fortæller imens Alisa om et spøgelse hun har set ved springvandet, en pige, som blev dræbt af sin jaloux elskede. – Alisa er bekymret for Lucia og synes, at hun skulle opgive Edgardo. Men Lucia siger, at Edgardo er den eneste glæde i hendes liv. Så dukker Edgardo op, men han har dårlige nyheder. Han bliver nødt til at rejse til Frankrig på en politisk mission. Inden han rejser, vil han bede Lucias bror om tilladelse til at gifte sig med Lucia, men hun tror ikke, det kan lade sig gøre, og ønsker at holde deres kærlighed hemmelig. Inden Edgardo tager afsted, giver han Lucia en ring, et pant på deres kærlighed.

2 akt
Enrico har uden Lucias vidende arrangeret hendes bryllup med Arturo. Enrico viser Lucia et forfalsket brev fra Edgardo, som skal overbevise hende om, at hendes elskede er hende utro. Hun bliver ulykkelig, men Enrico truer hende, hvis hun ikke gifter sig med Arturo, går familien fallit. Lucia giver efter for broderens pres. – Bryllupsgæsterne og Arturo er på vej til slottet. Han bliver modtaget med begejstring af alle undtagen Lucia. Enrico siger, at hvis Lucia ser trist ud er det, fordi hun lige har mistet sin moder. Men i det øjeblik Lucia underskriver bryllupskontrakten, dukker Edgardo op. Han forbander Lucia, tager ringen fra hende og stormer ud. Hun falder i afmagt

3. akt
I starten af 3. akt mødes de to fjender, Lucias elskede og hendes bror. Broderen Enrico håner Edgardo ved at minde ham om, at Lucia i dette øjeblik nyder sin bryllupsnat med Arturo. Edgardo udfordrer Enrico til duel den følgende morgen. I den næste scene er festen stadig i gang, selv om brudeparret har trukket sig tilbage.

Så kommer Raimondo ind med en chokerende nyhed. Lucia er blevet vanvittig og har dolket Arturo i brudesengen. I det samme dukker hun op, hendes kjole er dækket af blod, hun er blevet vanvittig, og i hånden har hun en blodig kniv.

Dirigent: Riccardo Chailly er italiensk dirigent. I 1973 blev han assistent for dirigenten Claudio Abbado ved La Scala i Milano, hvor han debuterede som dirigent i 1978. Riccardo Chailly dirigerede i begyndelsen af sin internationale karriere mest opera (bl.a. i Milano, Wien, London og New York), men han har senere koncentreret sig om koncertvirksomhed. Siden 2005 har Chailly været leder af operaen og kapelmester ved Gewandhausorkesteret i Leipzig, med hvilket han har foretaget betydelige cd-indspilninger af Ludwig van Beethovens og Johannes Brahms’ symfonier. Pr. 1.1.2015 blev Riccardo Chailly udnævnt til chefdirigent og senere musikdirektør ved La Scala i Milano.

Instruktør: Yannis Kokkos er græsk instruktør. Siden 1963 bosat i Frankrig, hvor han afsluttede sine studier med scenografi ved École Superieure d’Art Dramatique i Strasbourg. Hans lange og intensive samarbejde som sætdesigner med instruktøren Antoine Vitez startede i 1969 og repræsenterede en grundlæggende fase i hans karriere. Hans aktivitet som sætdesigner for opera resulterede i nogle meget interessante succesrige operaproduktioner. Kokkos har iscenesat og iscenesætter på de største europæiske scener og festivaler, desuden i Israel, på Mariinsky teatret og i Beijing. Alene i sæsonen 2020-2021 står han for 8 iscenesættelser.

Lusia: Lisette Oropesa er amerikansk lyrisk koloratursopran. Hun har et bredt repertoire, der inkluderer værker af Gluck, Händel, Mozart, Rossini, Donizetti, Wagner, Verdi, Bizet, Massenet og Puccini.  Hun har især gjort sig bemærket i rollerne som Susanna, Gilda, Constanze, Lucia og Manon. Lisette har i de senere år slået sit navn fast som førende sopran.  

Edgardo: Juan Diego Florez er peruviansk tenor. Efter sin uddannelse i Peru fortsatte han hos Marilyn Horne i USA og siden i Italien. Fra den klassiske musikverden har Flórez modtaget Premio Abbiati 2000 (tildelt af italienske kritikere til årets bedste sanger) derudover har han modtaget Rossini d’oro, Bellini d’oro, Premio Aureliano Pertile, Tamagno prisen, og til sin 2001 optræden i Søvngængersken på La Scala tildelt L’Opera-prisen (Migliore Tenore). I 2007 modtog han sit lands højeste æresbevisning, ridderkorset og i 2009 blev Flórez nomineret for den bedste klassiske sangpræstation i 52. Grammy Awards for sit album, ”Bel Canto Spectacular.” Hans speciale er bel canto operaer af Bellini, Rossini og Donizetti, her hører han til blandt de fremmeste tenorer i verden i dag. Han er bosiddende i Italien.

Enrico: George Petean er rumænsk bariton. Petean var medlem af Hamburg Opera ensemble fra 2002 til 2010, han har optrådt i adskillige roller, og har også optrådt som gæsteartist i mange af verdens førende operahuse. Han debuterede på Metropolitan i 2010 og vendte tilbage i rollen som Valentin i Faust i 2012 og som Germont i La traviata i 2017.  Han er især kendt for sine forestillinger i Verdioperaer.

Arturo: Iván Ayóen Rivas er peruviansk tenor. Han studerede opera under ledelse af María Eloisa Aguirre ved National Conservatory of Music of Perù. Han fortsatte sine studier med Juan Diego Florez, Ernesto Palacio, Vincenzo Scalera, Maurizio Colacicchi og Luigi Alva. I november 2014 debuterede han i Ludwigshafen / BASF i en Gala med Orchestra Filarmonica della Scala, i koncerten til fordel for Juan Diego Florez, dirigeret af Fabio Luisi. I november 2015 vandt han den tredje udgave af Concorso Internazionale di Canto “Premio Etta Limiti”. På Bolshoi Theatre debuterede han som Rodolfo i La Bohème (juni, 2019).

×
Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.