Aida

Søndag 15. januar 2023 kl. 15:00

Opera: Aida fra Paris 2022
– Varighed 3:00 ex. pause.

Der findes få operaer hvor sammenhængen mellem det grandiose og det intime er så tæt forbundet som i Aida. Den blodige konfrontation mellem etiopierne og ægypterne sidestilles med Radamès kærlighed, (kaptajn for den egyptiske livvagt) til Aida, en etiopisk slave (datter af den etiopiske konge). Deres kærlighed er stærkere end hadet mellem de to folkeslag, deres sociale forskelle og uforenelige perspektiver. Denne kærlighed er lige så solid som væggen, som blokerede dens fuldbyrdelse.
Til sin Paris Opera-debut har den hollandske instruktør Lotte de Beer valgt at kaste et kritisk blik på den europæiske fremstilling af koloniserede folk og opmuntre os til at gentænke vores forhold til æstetiske produktioner fra fortid og nutid. Dirigeret af Michele Mariotti og med verdenstjerner: Soloman Howard som kongen, Ksenia Dudnikova som Amneris, Sondra Radvanosky som Aida, Jonas Kaufmann som Radamés, Dmitry Belosselskiy som Ramfis og Ludovic Tézier som Amonasro. Værket samler flere temaer, som Verdi satte pris på: nostalgi efter et tabt fædreland, udfrielse gennem døden, kontrasten mellem en nedslående nutid og et idealiseret andetsteds, den kvælende rækkevidde af religiøs og politisk magt, de regulerende faktorer i en verden, der bevidst er fyldt med faldgruber.

 

Operaen, der skulle åbne Suez kanalen.
I november 1869 åbnedes Suezkanalen, og kort forinden var det nye operahus i Cairo blevet indviet med en opførelse af Rigoletto. Man havde bedt Verdi komponere en hymne til kanalåbningen, hvad han havde afslået med den begrundelse, at han ikke skrev lejlighedsværker. Den ægyptiske khediv/vicekonge Ismail Pasha, som var meget operainteresseret, havde i sin tjeneste den franske arkæolog Auguste Mariette, og denne udarbejdede i april 1870 – efter sigende ud fra en idé, som vicekongen havde givet ham – en temmelig detaljeret handlingsplan for en opera med et oldægyptisk emne. Den sendtes nu til sekretæren ved Pariseroperaen, Camille du Locle (medforfatter af den franske tekst til Don Carlos), med anmodning om at lade den gå videre til Verdi, da vicekongen ønskede, at han skulle skrive musikken – og hvis han ikke var interesseret, ville man henvende sig til Gounod eller Wagner. Verdi fandt imidlertid behag i emnet og udarbejdede selv i samarbejde med du Locle en nøjere handlingsgang.

Den endelige udformning af teksten foretoges dog af Antonio Ghislanzoni, som havde foretaget omarbejdelsen af Don Carlos til italiensk og bistået med revisionen af Skæbnens Magt. Verdi gav ham meget nøje forskrifter for tekstens udformning – lige til verselinjernes og verseføddernes antal. Verdi var ofte dybt involveret i udarbejdelsen af librettoen til sine operaer.
Verdi gik ind på khedivens krav om, at operaen skulle være færdig senest i november samme år, idet premieren skulle finde sted i januar. Til gengæld måtte khediven gå ind på Verdis vilkår, som dels gik ud på, at Verdi skulle have 150.000 francs, for hvilke khediven erhvervede ejendoms- og opførelsesret for operaen i Cairo, mens Verdi forbeholdt sig indtægterne ved opførelser andetsteds; og dels skulle Verdi have ret til selv at bestemme dirigenten, som han til gengæld for egen regning skulle sende til Cairo. Verdi var fyr og flamme for emnet og foretog endog en rejse til Ægypten for at få indtryk af atmosfæren.

Midt i juli 1870 gik han i gang med kompositionen, og allerede midt i november forelå det færdige partitur. På grund af den fransk-tyske krig måtte man imidlertid udsætte premieren, bl.a. fordi man ikke kunne få fat i dekorationerne, som efter Mariettes anvisninger var blevet udført i Paris, som nu var indesluttet af tyskerne. Verdi benyttede ventetiden til at foretage en revision af partituret, og juleaften 1871 gik operaen over scenen i det nybyggede operahus i Cairo for et prominent, internationalt publikum. Skønt kritikken atter talte om påvirkning fra både Meyerbeer og Wagner, kunne intet standse operaens sejrsgang, og den opførtes i løbet af kort tid på alle større scener verden over, og dens popularitet er usvækket indtil vore dage.

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi 1813-1901 var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto-klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste.

Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sin landejendom, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Othello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff.” Da Verdi engang blev spurgt om hvilket af hans arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det kan der ikke herske tvivl om, det er det hvilehjem for ældre musikere og sangere jeg har bygget i Milano.” Et storslået menneske, der afviste alt pomp og pragt, når det gjaldt ham selv.

Verdis værker opføres i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. La Traviata er en af de mest opførte opera i verden.

1. akt
Ægypten på faraonernes tid, nemlig det kongelige palads i Memphis. Ypperstepræsten Ramfis fortæller krigeren Radamès om Etiopiens forestående angreb på Ægypten. Radamès håber at blive landets øverstbefalende. Hemmeligt er han forelsket i prinsesse Amneris etiopiske slave Aida, og han håber, at en sejr vil give ham nok penge til at indløse Aida og gifte sig med hende. Hvad han ikke ved, er, at Amneris er forelsket i ham, og når de mødes alle tre, bemærker Amneris jævnligt, at Radamés kaster ømme blikke til Aida. Farao, præstedømmet og soldaterne samles alle sammen, da en budbringer rapporterer, at den etiopiske hær er på vej. Farao udpeger Radamès som kommandør, og alle er forenet i en sang om fædrelandet. Da Aida er tilbage alene, kæmper hun mellem kærligheden til Radamès og loyaliteten overfor fædrelandet og sin far, kong Amonasro. Hun beder guderne om hjælp. I Vulcan-templet modtager Radamès gudens velsignelse. Ramfis beordrer ham til at gå ud og beskytte fædrelandet.

2. akt
Etiopien er besejret, og Amneris venter på Radamès triumf. Men først vil hun finde ud af mere om Aidas sande følelser og sender sine andre slaver bort. Hun foregiver, at Radamès er død i kampen, for kun at trække påstanden tilbage i det næste åndedrag. Da hun ser Aidas reaktion, er der ikke længere nogen tvivl om de følelser, denne har for Radamès. Amneris er imidlertid sikker på, at hun kan tilsidesætte sin rival og begiver sig til triumftoget. Farao og prinsessen møder Radamès ved byens port og kroner ham med en sejrkrone.
De etiopiske krigsfanger ledes ind. Blandt dem er kong Amonasro, Aidas far, men han signalerer til datteren om ikke at afsløre hans identitet. Ægypterne ønsker at dræbe fangerne, men da Amonasros beder om barmhjertighed, er Radamès så imponeret over hans veltalenhed, at han beder Farao om at spare dem. Farao er enig, men bevarer Amonasro som gidsel. Så meddeler Farao, at Radamès som belønning vil få Amneris til hustru.

3. akt
Det er natten før brylluppet. Ramfis og Amneris går sammen til et tempel ved Nilen for at bede. Aida venter på Radamès, men kan ikke slippe tanken om sit fædreland. Pludselig afbrydes hendes tanker af Amonasro, hendes far, der spiller på hendes pligtfølelse og presser hende til at spørge Radamès, hvilken vej den egyptiske hær vil tage, når den invaderer Etiopien. Amonasro gemmer sig og bliver vidne til Radamès’ og Aidas kærlighed.
Parret drømmer om et liv sammen, og Radamès beslutter at flygte med hende. Aida spørger ham, hvor hæren er, og da han fortæller det, kommer Amonasro frem. Med rædsel indser Radamès, at Amonasro er Etiopiens konge. Han har forrådt sit land! Aida og Amonasro forsøger at berolige ham, men i det øjeblik kommer Ramfis og Amneris ud af templet. Far og datter formår at flygte, mens Radamès overgiver sig til præsterne.

4. akt
Radamès venter på at blive tiltalt for forræderi. I et øjeblik tror han at Aida er død, men så bliver han klar over, at hun er i live og i sikkerhed. Han kan ikke glemme hende og vil ikke gifte sig med Amneris, ikke engang for at redde sit eget liv. Da han står over for præsterne, forsvarer han ikke engang sig selv og bliver dømt til at blive begravet levende. Amneris beder om barmhjertighed, men dommerne er ubøjelige. Hun forbander præsterne. Radamès der nu er lukket inde i et kammer, opdager, at Aida er listet ind for at dele hans skæbne. De giver hinanden nogle sidste ømme vidnesbyrd, mens Amneris sørger over Radamès sjæl i templet over gravkammeret.

Dirigent: Michele Mariotti er italiensk dirigent. Han debuterede 2005. Han har været dirigent for Bolognas Teatro Comunale siden 2014. Udover at dirigere på de store europæiske operascener har han blandt andet gæstedirigeret på Metropolitan Opera, Lyric Opera i Chicago og Los Angeles Opera. I sæsonen 2022-23 dirigerer han 4 opera primært i Europa og ligeledes 1 koncert.

Instruktør: Lotte de Beer er hollandsk instruktør. Hun har vundet Ton Lutz Award som den mest talentfulde instruktør. I 2015 vandt hun International Opera Award i kategorien ‘Newcomer’. Lotte de Beer er den kunstneriske leder af Operafront. Virksomheden sigter mod at præsentere moderne operaproduktioner for at nå nye målgrupper. I samarbejde med Metropolitan New York arbejder hun på MET2GO, et projekt, hvor der produceres småskala opera på usædvanlige steder. I sæsonen 2020-2021 stod hun også for nogle af Verdis store operaer. Hun har ligeledes instrueret på Det Kongelige Teater og Malmø operaen.

Aida: Sondra Radvanovsky er amerikansk sopran, der har specialiseret sig i det 19. århundredes italienske opera. Radvanovsky er blevet kaldt en af de førende Verdi sopraner i sin generation. Hendes signaturroller er Elvira i Ernani, Leonora i Trubaduren, Elena i I Vespri Siciliani, Elisabeth i Don Carlos og titelrollen i Norma, som hun kaldte sin “perfekte rolle lydligt og temperamentsmæssigt” (interview med New York Times). Sondra hører til blandt verdens førende sopraner.

Amonasro: Ludovic Tézier er fransk bariton. Efter at have haft sin debut i Lucerne og Lyon i roller fra Mozart og bel-canto-repertoiret blev Ludovic Tézier inviteret til at optræde på nogle af verdens store operascener. Det er nok enklere at spørge, hvor han ikke har sunget i ledende baritonpartier. I sæsonen 2019-20 sang han 17 af de største baritonpartier på forskellige operascener.

Radamés: Jonas Kaufmann er tysk tenor. Han er bedst kendt for sine præstationer i spinto roller (forstærket /kraftfuld stemme) som Don José i Carmen, Cavaradossi i Tosca, Maurizio i Adriana Lecouvreur og titelrollen i Don Carlos. Han har også sunget førende tenorroller i operaer af Richard Wagner med succes i Tyskland og i udlandet, især på Metropolitan Operaen. Jonas Kaufmann har optrådt på de fleste store operascener rundt omkring. I juli 2013 blev Kaufmann tildelt titel af Kammersanger ved den bayerske Statsopera af det bayerske ministerium for kunst. Kaufmann regnes i dag for en af verdens førende tenorer.

Amneris: Elīna Garanča er lettisk mezzosopran. Hun har siden slutningen af 1990’erne været aktiv på flere internationale operascener, blandt andet på operaen i Frankfurt og Wien. Garančas internationale gennembrud kom ved Festspillene i Salzburg i 2003. I 2008 sang hun Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla på Metropolitan i New York. Musikkritikeren Eva Redvall skrev i sin anmeldelse af Elīna Garančas musikalbum Bel canto (DG/Universal 2009), at “få vil kunne værge sig mod skønheden i Elīna Garančas mezzo og hjertet i hendes sang”. Elina Garanča er om nogen en person, der også lever livet fuldt ud, en kvalitet, som er veltalende afspejlet i dybden af forståelse i hendes sang. Elina Garanča er efterspurgt på de store operascener verden over.

Ramfis: Dmitri Belosselskiy er russisk bassanger. Han har allerede etableret en bemærkelsesværdig karriere og har optrådt i verdens fineste operahuse og på koncertsteder i USA og Europa.

×
×

Kurv

Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.