Le Comte Ory

Operaen anses for en af Rossinis mest vittige og elegante komiske operaer. Handlingen udspiller sig i Touraine i Vestfrankrig under det 4. korstog (1202-04).

Værket er tilsyneladende en komisk opera, idet historien er humoristisk, endda farceagtig. Den blev dog udtænkt til Opéra snarere end til Théâtre de l’Opéra-Comique, og der er strukturelle uoverensstemmelser med den nutidige opéra comique- genre: hvor sidstnævnte består af relativt korte lyriske numre og talt dialog, består Le Comte Ory af ” højt udviklede, endda massive musikalske former forbundet med akkompagneret recitativ”. Selvom operaen indeholder nogle af Rossinis mest farverige orkesterskrifter, er den maleriske, korte ouverture underligt behersket og beskeden, og slutter med en hvisken af strygere.

Le Comte Ory er en sammensmeltning af to forskellige værker: en 1 akts vaudeville, som de to librettister Eugène Scribe og Charles-Gaspard Delestre-Poirson havde skrevet i 1817 – og som byggede på en middelalderballade om kvindeforføreren Grev Orys bedrifter – og komponistens egen en-akts opera Il viaggio a Reims, som han havde skrevet i anledning af Karl 10.s kroning. Efter tekstmæssige og musikalske udvidelser blev operaen uropført i Paris i 1828.

Uropført: 1828 i Paris
Har aldrig været opført i Danmark

1.akt: Grev Ory forklæder sig som en vis eneboer og mirakelmager for at narre de lokale landsbyboere. Hans ven Raimbaud, også forklædt, indsamler gaver fra landsbyboerne for at byde eremitten velkommen, hvis ankomst afventes med spænding. Ragonde, ansat hos grevinde Adèle, klager over al dette postyr. En række af samfundets damer, hvis mænd, fædre og brødre er draget på et korstog, har afgivet løfte om kyskhed og trukket sig tilbage til grevindens slot. Grevinden selv lider af en uforklarlig melankoli. Da eremitten (Ory i forklædning) ankommer, lover han alle landsbyboere lykke i kærlighed, ægteskab og arbejde.

Ragonde beder ham også om at besøge grevinden, der lider af melankoli. Ory, der længe har haft et godt øje til Adele, siger, at han vil være mere end glad for at gøre det.

Orys page Isolier og Grevens tidligere lærer mødes i landsbyen. De har været på udkig efter Ory, der har været forsvundet i flere dage. Mens læreren sukker over sin tid i Grevens tjeneste, ser Isolier sin chance for at møde Adèle igen, han er hjælpeløst forelsket i hende.

De kvindelige landsbyboere vender tilbage fra deres besøg hos eremitten i en mærkeligt tilfreds stemning. Læreren har mistanke om, at amourøse aktiviteter fra hans tidligere elev, Grev Ory, kan være ansvarlige for denne stemning. Isolier beslutter at rådføre sig med eremitten uden at vide hvem han betror sig til. Isolier fortæller eremitten om sin store passion for grevinden og afslører sin plan, han agter at forklæde sig som nonne for at komme ind i Adèles slot, og anmoder eremitten om at hjælpe sig. Ory er overrasket over det hans page har afsløret. Han lover at hjælpe ham, men i hemmelighed beslutter han at vinde grevinden for sig selv.

Grevinde Adèle konsulterer eremitten. Han rådgiver hende om, at den bedste kur mod hendes melankoli er at blive forelsket, og han frigør hende fra hendes løfte om kyskhed. Adèle blomster og vender sin opmærksomhed mod Isolier. Men eremitten har en advarsel til hende, hun skal ikke have tillid til den berygtede libertiner Orys page. Adèle er chokeret over dette råd og er ved at vende tilbage til sit slot ledsaget af eremitten, da dennes lærer viser sig og afslører Orys sande identitet. Midt i den efterfølgende tumult kommer der nyheder fra Adèles bror, korstoget har været en succes, og brødre, fædre og ægtemænd vil snart være hjemme. Ory har bare en dag mere til at udarbejde en ny strategi for at vinde grevinden.

2.akt: Adèle, Ragonde og hendes ledsagere er forskanset i deres luksuriøse omgivelser, sikkert og trygt fra fristelser. Et stormvejr bryder løs, og damerne bliver pludselig konfronteret med en gruppe kvindelige pilgrimme, der tigger om at komme ind på slottet pga. uvejret. Ragonde der bliver sendt ud for at modtage dem, rapporterer tilbage, at det er fjorten ældre kvinder, der hævder at have været plaget af Grev Ory. Man er kun alt for glad for at tilbyde gruppen et tilflugtssted for natten.

En af pilgrimmene, en “Søster Colette”, anmoder om en privat audiens hos grevinden. Forenet af deres fælles erfaringer med at have været plaget af Grev Ory har de noget tilfælles.

Adèle har ikke lagt mærke til, hvem hendes nye ven og de andre pilgrimme i virkeligheden er, nemlig Ory og hans mænd. Adèle trækker sig tilbage efter at have givet gruppen et måltid.

Da Raimbaud vender tilbage fra en vandretur gennem slottet, har gruppen plyndret vinkælderen og er gået i gang med en hæs drikkevise. To gange bliver de afbrudt: først af Ragonde og derefter af Adèle, men hver gang når de at skjule flaskerne under deres klæder og glider hurtigt ind i inderlig bøn for fruens frelse.
Alle trækker sig tilbage til deres senge, da Isolier pludselig viser sig og meddeler, at korsfarerne ankommer samme nat. Han får at vide af Adele og Ragonde at der er kvindelige pilgrimme på slottet, Isolier fortæller dem, at han engang havde planlagt at forklæde sig som kvinde. Pludselig indser alle hvem pilgrimmene er, nemlig Ory og hans venner.

Isolier rådgiver slottets kvinder til at spille uvidende indtil deres mandfolk ankommer og lover Adèle, at han vil beskytte hende. Ory kommer nu ind i et mørkt rum og begynder at bejle til den han tror, er grevinden, han lægger ikke mærke til, at han faktisk kærtegner Isolier i en kvindes påklædning, og fortsætter med at bejle til ”grevinden”.

Da en fanfare annoncerer ankomsten af de hjemkomne korsfarere, afslører Isolier sin identitet for sin herre. Ory indrømmer sit nederlag og tigger om nåde for sig selv og sine mænd. Adèle kommer til, hun vil hjælpe forudsat at de forlader slottet med det samme ved hjælp af en hemmelig passage, for at undgå at blive set. Korsfarerne bydes velkommen hjem med en sejrssang.

Opera i 2. akter af G. Rossini.
Dirigent: Diego Mattheus
Instruktion: Hugo de Anas
Le Comte Ory: Juan Diego Flórez
Adéle: Julie Fuchs