En ny æra
Del 2: Historien om Tisvilde Biograf
Af Birte Forsell
Fra 1991… et nydannet lokalråd i Tisvilde holdt den 4. november 1989 en samarbejdskonference for foreninger og andre interesserede med temaet: “Hvordan kunne du tænke dig Tisvilde i år 2000?”. Det udsprang der mange gode initiativer af bl.a. ‘Madkællingerne’, erhvervelse af ‘Birkepladsen’ til lokalsamfundet, ‘Tisvilde-Nyt’, og ‘Biogruppen’, der senere blev til Støtteforeningen for Tisvilde Bio&Bistro.
‘Biogruppen’, som jeg blev en del af, fandt sammen med ønsket om, at ‘nu skulle der ske noget i Tisvilde’.
Vi havde alle oplevet hvordan kulturlivet med musik, film og anden underholdning blomstrede, mens Annelise Schyberg ‘huserede’ i Tisvilde Bio&Bistro, og det savnede vi. Tanken og idéen var nu at se på mulighederne for at få et lille ‘kulturhus’ med plads til forskellige aktiviteter og med mulighed for at se film og høre koncerter, for besynderligt nok har Tisvilde aldrig haft noget forsamlingshus i lighed med de andre landsbyer i Helsinge kommune.
Vi tog på research til flere steder, som vi vidste fungerede på foreningsbasis, bl.a. besøgte vi ‘ForsamlingshusetsVenner’ i Nødebo Kro, Vig bio og Slangerup biograf. Alle steder var de meget imødekommende og gavmilde med informationer om det at drive et sted som forening og med frivillig arbejdskraft. Besøget i Slangerup var nok det sted, der gav os den inspiration, der skulle til for at ‘tænke stort’ og vove os ud, hvor vi ikke vidste, om vi kunne bunde.
‘Biogruppen’ var i starten ikke en sammentømret gruppe. Personer kom og gik, for projektet forekom mange vovet og ret urealistisk. Den senere formand for Støtteforeningen, Alex Guttmann, var med hele vejen igennem, indtil han i 1995 gik af som formand på grund af sygdom. Han holdt sammen på trådene.
Det er lidt svært at håndtere det med navne, når Biografen og dermed Tyrs Væld og Støtteforeningens historie skal skrives, da det kun takket være hundredvis af menneskers deltagelse er lykkedes at nå så langt som til i dag. Når jeg derfor i det følgende nævner navne, kan det være tilfældigt, fordi det lige var dem, der gjorde det umulige muligt, eller fordi de trofast har holdt ved gennem årene.
Efter vor inspirationstur til Slangerup vendte vi så blikket mod Tisvilde Bio Bistro, der nu inden for de sidste tre år for fjerde gang var på tvangsauktion. Vi kontaktede Niels Kaisau, der havde købt Helsinge bio l og 2, for at få ham interesseret i at erhverve eller samarbejde om Tisvilde Bio&Bistro, men han ønskede foreløbig kun at satse på Helsingefaciliteterne.
‘Biogruppen’ ville gerne for at gøre folk interesseret i projektet vise hvad et ‘Aktivitets- og Kulturhus’ kunne bruges til. For at belyse, hvad vi havde i tankerne, søgte og fik vi penge fra folkeoplysningsudvalgets ‘5%-pulje’ til en ‘Tisvildedag’ på Tisvilde skole.
Det blev en fantasifuld og rig oplevelsesdag med aktiviteter som: Hvordan sliber man rav, stenmaling, perlebroderi, dukketeater. Tisvildes største maleri (i foredragssalens bredde), hvor Kaj Walter lagde for. Der var ‘Korsang’, hvor alle kunne være med (og de fleste deltog!), spillemænd, squaredance, musikeftermiddag, og ældre Tisvildeborgere fortalte om Tisvilde, som de huskede den fra ‘gamle’ dage. Dagen sluttede af med en lækker forårsmenu i Idrætshuset med efterfølgende dans.
Mange af de personer, der var med til denne festlige lørdag, blev grundpillerne i det videre arbejde med Bio & Bistroen.
Nu var ‘Biogruppen’ overbevist. Vi ville købe Tisvilde Bio Bistro, også selvom det forekom helt urealistisk, for der var ingen forening dannet endnu og ingen kapital indsamlet til formålet!
Hvem ville vove pelsen? Hvem ville skyde penge ind i projektet, indtil den påtænkte forening kunne overtage forpligtelserne?. Flere blev spurgt. Nogen sagde nej, men der var heldigvis også nogen, der sagde ja.
De syv gode borgere
Den 17. april 1991 fremstod der til sidst en gruppe på syv familier. De dannede ‘Tyrs Væld aps’. De ‘modige’ var Inge Læbo, Kirsten Borgen, Jørgen Damgård Olsen, Per Christensen, Johannes (Johs) Jørgensen, Ib Rasmussen og Sven Grønvall. De tre sidste var medlemmer af lokalrådet. Kirsten Borgen blev formand for Tyrs Væld og Helge Kreiner direktør.
I 1990 havde Bio&Bistro endnu en gang været på tvangsauktion, men BRF, som havde store summer til gode i ejendommen, var ikke tilfreds med budsummen og ønskede at tvangsauktionen skulle gå om Den nye tvangsauktion blev annonceret til den 13. marts 1991. Ejendommen blev erhvervet af Tyrs Væld for 750.000 kr. Claus Arup blev kontaktet for som advokat for anpartsselskabet at udfærdige alle de nødvendige dokumenter. Det var et godt valg, for entusiasmen hos Claus var ikke mindre end hos dem, der havde fået idéen. Det var et stort arbejde, og at Claus så oven i købet senere gav afkald på sit honorar var en stor håndsrækning til det økonomisk betrængte selskab. Claus Arup afløste senere i 1995 Alex Guttmann som formand. Det har været et held og i det hele taget været en forudsætning for hele ‘projektets’ succes, at der har været en kreds af visionære og arbejdsomme personer, som brugte masser af tid og energi på at gøre genrejsningen af Tisvilde Bio til en realitet, og at de fortsatte arbejdet.
De første anpartshavere (de ‘7 gode borgere’, som Alex Guttmann kaldte dem), stod som personlige garanter for Realkreditlånene hos BRF. ‘De 7’ skulle indgå aftale med foreningen (‘Støtteforeningen’, som ikke var dannet endnu), at denne havde ret til at købe anparter efter en 3 års periode for en kurs, der svarede til anskaffelseskursen med tillæg af bankrente i den forløbne tid.
De 3 år blev til adskilligt flere, og på et møde i starten af 1993 besluttede Tyrs Væld’s bestyrelse, at anpartshavernes penge op til kr. 40.000 skulle forrentes med 0%, mens overskydende beløb for udførte arbejder og indkøb, der primært var finansieret over de to håndværksmestres (Per Christensen og Jørgen Damgaards) kassekredit, skulle forrentes med dennes 12%. Det havde Tyrs Væld megen glæde af i de år. Her må jeg tage hatten af for Jørgen Damgård, for ud over, at han gik med ind i Tyrs Væld, lavede en masse arbejde og lagde penge ud i form af sin kassekredit, så blev han tilmed ‘hånet’, for som der blev sagt: »Hvad vil du sammen med de pædagoger«.
Først i et Nytårsbrev i 1998 kunne en glad formand, Claus Arup, meddele: »Støtteforeningen har de sidste dage af ’97 erhvervet de 80.000 A-anparter i Tyrs Væld. Hermed er de 7′ fritaget fra deres kaution for kassekredit og realkreditlån.«
De involverede havde på forhånd fået tilsagn fra en kendt journalist og biografentusiast om at bestyre biografen. Han ville til og med skyde penge ind til reetablering af biografsalen og teknisk filmudstyr! Ligeledes blev der ført seriøse forhandlinger med en restauratør om forpagtning af restauranten! Nu var Tisvilde Bio Bistro købt – og de to sprang fra!!
Her var vi så en masse entusiastiske mennesker, der ikke havde spor forstand på hverken biograf— eller restaurationsdrift. Hvad nu?
Der blev sat en annonce i dagbladene hvor der blev annonceret efter en forpagter til Tisvildes Biograf og Bistro
‘Møller’ med de store planer
I 1988 blev der i Danmark lukket 28 biografer, så der var ikke ligefrem kø for at blive forpagter af Tisvilde Bio. Når så tilmed en salgsopstilling fra den 11.10.90 lyder: »Ejendommen har ikke været beboet og benyttet gennem en længere periode, og den henstår i meget dårlig stand efter indbrud og hærværk. Der forefindes intet inventar, og de tilbageblevne hvidevarer er formentlig ikke brugbare.«
Den eneste, der meldte sig, var ‘Møller’, en meget veltalende og entusiastisk herre, der påregnede at bruge 1.7 mill. til indretning og udstyr. Jeg glemmer aldrig det bestyrelsesmøde, hvor han med begejstring fortalte, hvad han kunne gøre for etablissementet. Han havde haft restaurant i Paris, selskab i Gibraltar og konto i Luxemburg.
Det lød for godt til at være sandt, her kom vores redningsmand!
Når der blev stillet dybdeborende spørgsmål, kunne ‘Møller’ ganske vist et par sekunder få et lidt flakkende blik, men så kom der hurtigt et ‘forklarende’ svar. Selvfølgelig var der nogle af bestyrelsens medlemmer, der var noget skeptiske, den slags er der jo i enhver bestyrelse!
Ok! Her var vores restauratør , den eneste der havde meldt sig. Tvivlerne gik med til at overlade ‘Møller’ forpagtningen. Hvad skulle vi ellers gøre?
Folk af huse i Tisvilde! Der var ca. 65 mennesker, der var klar til en frivillig indsats. Biografen, restaurationen og lejligheden skulle rengøres, restaureres og males. Der var nok at tage fat på, for alt var ramponeret. Det var en tom skal! Men vil man noget med ‘kultur’, er det hårdt arbejde, så Helsinge Kommunes nuværende kulturudvalgsformand og Støtteforeningens mange-årige kasserer, Inge Walmar, skurede den weekend alle gulve og vægge i etablissementet.
‘Møller’ havde store planer. Vognmandsforretning med 5 damer ved telefonerne i biografens lejlighed. For os ikke så usandsynligt, for han kom altid i taxa. Hvor vi arbejdede!. ‘Møller’ var god til at sætte os i sving.
Hans eneste bedrift, ud over at sætte os i arbejde, var at give en halv væg i køkkenet et par slag med en forhammer!
Den ene bil efter den anden kom med inventar til Bistroen — indkøbt af ‘Møller’. Der var flere ting, der pegede i den gale retning, og samarbejdet ophørte. Det sidste, vi hørte om vor forhenværende forpagter, var en forespørgsel fra arresten i Tønder.
Vi blev forespurgt, om vi havde noget tilgodehavende hos ‘Møller’. Det havde vi heldigvis ikke.
Selvfølgelig havde de skeptiske ret, men jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil grine af én, der bliver snøret af en ægteskabssvindler eller lader sig bondefange på anden vis, for jeg ved, hvordan en psykopat har frit spil, når det ser ud til, at han kan opfylde ens ønsker.
Ny annoncering efter forpagter. Heldigvis var der et par stykker, der var interesseret.
Valget faldt på Jes Jelsmark, der havde erfaringer med et par københavnske restauranter, og hans hustru Else Lutzhøft, der var cand. mag. i filmkundskab. Et ideelt par til netop Bio Bistroen. De ville gerne købe etablissementet. Men det gik vi naturligvis ikke med til. Familien Jelsmark overtog lejemålet for biograf og restaurant med forpligtelse at holde restaurant, cafe og biograf åben hver dag undtagen mandag fra l juni til 30.september – og den øvrige del af året fredag og lørdag, medens lejeren de øvrige dage i vinterperioden skulle stille lokalerne til rådighed for Støtteforeningen, der ville anvende lokalerne til forskellige aktiviteter.
Fra den 1. juni 1991 var J. J. forpagter af Tisvilde Bio Bistro, og en dejlig solrig dag var der åbningsreception med mange, mange mennesker, der lyk-ønskede det nye forpagterpar og os med Tisvilde Bio Bistros nye æra.
De, der havde været aktive med at udføre al arbejdet, fejrede resultatet med en middag i Bistroen den 18. juni på Støtteforeningens regning.
Vi troede, at nu var vi i havn og havde penge til at ‘belønne’ for den megen hjælp og det frivillige arbejde.
Krise i Tyrs Væld
Men træerne vokser ikke ind i himlen, og allerede den 25. juni, knap en måned efter overtagelsen, meddelte forpagteren, at han havde lukket virk-somheden med omgående virkning, idet han ikke ønskede at videreføre den.
Formanden for Tyrs Væld beklagede beslutningen og tilbød hjælp fra anpartsselskabets side, at der evt. kunne trækkes på hjælp fra medlemmerne.
Vi var meget overraskede. Var det personlige grunde eller for meget arbejde? Vi forstod det ikke, hvad var der sket? Tyrs Væld’s advokat, Claus Arup, måtte understrege, at afståelsesretten i henhold til lejekontrakten kun bestod, så længe lejekontrakten ikke var misligholdt. Familien fortsatte med megen ulyst som restauratører hen over sommeren.
Der var også krise i Tyrs Væld. Udgifterne til restaurering og udbedring af de værste skader var, trods den megen frivillige hjælp, røget højt over kassekredittens loft, og Tyrs Væld direktør, Helge Kreiner, skriver den 14. juli 1991 til anpartsselskabets medlemmer: »Vi forsøger at låne flere penge. For at banken kan give jer et tilbud, skal de se jeres seneste slutopgørelse fra skattevæsnet«
Der havde bredt sig lidt mismod over hele projektet, for hvor blev de af, alle de oplevelser vi havde glædet os til?
Det blev foreslået, at biografdriften skulle udgå af lejekontrakten og i stedet blive drevet på foreningsbasis.
Der var brug for flere penge, hvis biografen skal bringes til at fungere. Claus Arup foreslog udbud af anparter. Han mente, at det ville vise, om der var den fornødne interesse for projektet.
Vi blev enige om, at anpartsbeviserne skulle være noget særligt. Jeg besøgte derfor Ejler Bille og hans kone Agnete Therkelsen. Jeg fortalte dem om den ‘gode sag’ og spurgte, om de hver især ville bidrage med en tegning, som skulle være forsiden af anparterne. Vi ville så kopiere 100 stk. af hver (det gør ikke noget at være optimistisk). Senere vendte jeg tilbage med kopierne, og jeg glemmer ikke, hvordan disse to ældre mennesker af deres gode hjerte underskrev 100 stk. hver, som Agnete sagde: »Du skal bare skrive dér, Ejler.«
Støtteforeningen blev dannet den 27. november 1991 og fik ved denne lejlighed straks 77 medlemmer. Det var en god start og det skulle snart vise sig, at der kom mange flere til.
En vigtig beslutning blev taget. Vi ville selv køre biografen i forenings regi, sådan som vi havde oplevet det i de biografer, vi tidligere havde besøgt.
Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre at finansiere? Til trods for den megen frivillige arbejdskraft var der stadig store mangler og reparationer, der skulle foretages på hele ‘huset’.
Alle kreative kræfter blev sat på opgaven. Hvervning af nye Støtteforenings medlemmer (i håndskrevne kuverter for at gøre specielt indtryk) til alle beboere, faste som mere ‘løsagtige’ blev uddelt af frivillige i hele 3220-området. Biografstolene blev sponsoreret væk. Erling Wolter, professionel fotograf og reklamemand var utrolig effektiv med at lave reklame og skaffe kunder til biografen. Der blev solgt anparter, selv om det ikke blev det antal, vi havde drømt om. Der var ‘vilde’ rygter i byen om hvilke vanskeligheder, man kunne komme i af økonomisk art, hvis man købte anparter, ja, selv et medlemskab af Støtteforeningen ville kunne medføre et økonomisk ansvar! Der blev gjort et stort oplysningsarbejde i skrift og tale for at tilbagevise denne frygt, bl.a. skrev formanden i sit nytårsbrev: »Det pointeres, at ingen kommer til at hæfte for nogen del af anpartsselskabets gæld, det eneste de kan risikere at miste er deres indskud«. For at slå det fast med syvtommer søm, blev der senere på en ekstra ordinær generalforsamling i Støtteforeningen tilføjet til vedtægterne: »Foreningens medlemmer hæfter ikke for foreningens gæld«, (gad vide hvor mange foreninger, der har denne klausul).
Bio tager form
Forinden havde Ole Sparkjær (også kaldet ‘Ole Opfinder’ og det med rette), ingeniør og fremstiller af biograflydanlægget ‘Sparkjær’, henvendt sig til Sven Grønvall, der også var gruppens ‘handy man’. Ole havde i Annelises tid haft med biografen at gøre og mente, at nu skulle vi ‘bare se at få den biograf op at stå’. De to gik nu i gang med at få indkøbt og ordnet alt det, der skulle til for at vise film. Ole vidste alt om biografer også dem, der blev nedlagt, og hvor man derfor kunne få brugt udstyr. Der blev købt en brugt fremviser ‘Ernemann 8 B’ med et Zeiss Ikon objektiv fra en nedlagt biograf (den fungerer stadigvæk upåklageligt — altså apparatet!), et godt lydanlæg (Sparkjær selvfølgelig) og et spolebord, som Ole konstruerede med to vaskemaskinemotorer som drivkraft. Vi bruger det stadig!
Sven Wichmann var ‘boss’ for malerarbejdet, og ligesom restauranten var blevet malet i lyse farver med non figurativ udsmykning, blev biografen og caféen nu malet i samme farver, desuden blev biografsalens lydbats dekoreret med karikaturtegninger af berømte filmskuespillere
Vi ville se film, og den 8. december ’91 blev der i forbindelse med at ‘Børnehaven juler’ vist ‘Busters Verden’. Senere kl.16.00 var der film for de voksne: ‘En dag i Oktober’. Der var endnu ikke varme i biografen, så den blev til lejligheden opvarmet med en ‘varmekanon’. Der var heller ingen stole, så biografgæsterne blev bedt om at tage stole og tæpper med til forestillingen. Senere fik vi lov til at låne stole fra salen på Bjørnehøjskolen, og den 7. februar havde vi premiere med filmen: ‘Mine aftner i Paradis’.
På denne improviserede facon med varmekanon og ‘skolestole’ fortsatte vi biografdriften et par måneder. Det var utilfredsstillende at køre film på denne ‘primitive’ facon. Ole var en overbevisende fortaler for, at nu skulle der satses på en tip-top biograf med god lyd, stort lærred og masser af benplads. For at synliggøre sine visioner havde ‘Ole Opfinder’ konstrueret en model lavet af ispinde, som viste opbygning af gulvet i biografen og med plads til 80 i stedet for de 246, som biografen var bygget til i 1938.
Sven Wichmann var kommet med ind i billedet, efter at have afsluttet sit filmarbejde i Sverige. Nu havde vi to professionelle, der vidste hvad de talte om, og Sven tilsluttede sig helt Oles idéer. Der blev arbejdet. Biografen ‘Palads Teatret’ i København skulle have nyt filmlærred. Det gamle måtte vi få, hvis vi selv ville tage det ned efter midnatsforestillingen. Den nat var der 4-5 mænd af arbejdsstyrken, der kravlede meget højt op i salen på den københavnske biograf for at få kæmpelærredet ned. Fra den nedlagte Københavnske biograf ‘Klaptræet’ købte vi 120 meget brugte biografstole, som blev næsten ‘nye’ med en gang sprøjtemaling og rensning af betræk. Der var mindst 6-7 stykker gammelt tyggegummi klistret fast forskellige steder på hver stol, og det er årsagen til, at der i dag ikke bliver solgt tyggegummi i Tisvilde Bio. Stolene er der stadigvæk, og vi foretrækker at beholde dem, da de er behagelige at sidde i og samtidig enkle og ‘lette’. De er efterhånden nu blevet noget slidte, derfor polstrer og ombetrækker vi dem selv på biografens arbejdsdage, så mange vi kan nå. Det er et stort arbejde, men inden året er omme i 2005 har alle stolene fået nyt betræk af god kvalitet, så det kan holde mange år fremover.
En morsom restaurant
Forpagteren J. J. var ikke interesseret i at drive restauranten, men forsøgte i stedet at sælge forpagtningen. Derfor blev der i november oprettet en restaurationsgruppe, med Inger Kruse som ‘tovholder’, der stod for hele ‘madsektoren’ i Bistroen i Tyrs Væld’s regi. Gruppen var delt op i 5 hold, som hver weekend havde ansvaret for restaurationen. Der var mange forskellige og ulige oplevelser med hensyn til kogekunst og betjening i de 6-7 måneder det fungerede, men jeg tror kunderne syntes, det var en ‘morsom’ restaurant at besøge. I hvert fald var det en hjælp til økonomien, og bl.a. kunne en stolt Inger Kruse aflevere kr. 13.128 i overskud for nytårsaften. Det var sjovt, men også meget arbejde. Poul Erik Kruse, som på den tid var blevet ‘Tyr Væld’s direktør, erindrer, at han tilbragte næsten al sin fritid i Bistroen. Sådan tror jeg mange husker det, men ingen, jeg indtil nu har talt med, har fortrudt, at de brugte så megen tid og kræfter på projektet.
Uvisheden og passiviteten fra Jelsmarks side optog meget af bestyrelsens tid. Man ønsker en afklaring, men først i juni 1992, når man til en forståelse. Forhandlingsresultatet bliver, at Jelsmark forlader virksomheden, og Støtte-foreningen overtager alt inventar for 50.000 kr.
Da der endnu ikke var nogen ny forpagter i syne tilbød Sven Wichmann at stå for cafédriften og være med til at bestyre virksomheden sommeren i 1992 med Johs. som reserve. Det blev nødvendigt, da Sven fik filmarbejde i Sverige i august måned. Der blev ansat personale, en restaurationschef, Johnnie Sundgaard, og en kok, Jeanette Poulsen, der lavede så god mad, at hun efter sæsonen blev ‘shanghajet’ til ambassaden i Bruxelles. Det blev nogle frustrerede måneder, sommeren stod for døren og spiritusbevillingen fra politiet tog uendelig lang tid og økonomien strammede til.
Den 3. juli 1992 fik Tyrs Væld endelig bevillingen, og det blev en dejlig sommer, med god mad og jazz i restauranten. Desværre blev der på grund af den sene start ikke overskud, men økonomien dog reddet fra at blive endnu ringere. Ole Sparkjær havde tjek på det med film. Han samlede en lille gruppe, der nu skulle lære at blive kloge på at bestyre en biograf. Jane Rasmussen
blev udpeget til den, der skulle sørge for flimrepertoiret og hvad dermed fulgte. Det viste sig at være et rigtig godt valg, for Jane havde mange kontaktflader både til store og små, som kunne komme med deres besyv, hvad der var værd at se. Jane gik til den med en ildhu og var en god diplomat til at booke film fra filmudlejerne, for det gjaldt jo om at få de nye film så hurtigt som muligt, og det er lidt af en ‘kamp’ for en lille C-biograf. Grethe Sabinsky fik til opgave at holde styr på biografkontoen med alle ind- og udbetalinger, mens Birgit og Jørgen Krøyer kom til at klare bogholderiet.
Jane sluttede med at booke film i starten af 2004, hendes arvtager blev Christian Christensen, også noget af en ‘biofreak,’ der var villig til at påtage sig opgaven. Grethe, Birgit og Jørgen holder stadig ved. Man kan ikke just påstå, at det var nogle ‘døgnfluer’, der dengang tog fat på arbejdet med biografen.
Sven Grønvall er, som tidligere omtalt, utrolig praktisk og har ‘teknisk snilde’, så det blev overladt til ham at blive oplært af Ole Sparkjær til at klare det, der var ‘ovenpå’, d.v.s. operatørrummet. En megen stor hjælp var Arne Henriksen, som tidligere havde været operatør i biografen og så to meget unge fyre Christian og Phillip, der tilbragte det meste af deres fritid i operatørrummet.
Den 26. juni ’92 var der premiere i den ombyggede, nyrenoverede og nymalede biograf med filmen: ‘Robin Hood’.
Filmen var valgt, for at den skulle være for alle aldre .Der kom 7 besøgende, og det var os selv.
Den aften var der finale i fodbold om Europamesterskabet mellem Danmark og Tyskland. Det var en varm aften, og gennem de åbne døre kunne vi høre folk komme hujende og syngende forbi på vejen i glæde over den danske triumf.
Vi glædede os også over resultatet, både det ene og det andet, og heldigvis var der mange biografgæster næste dag og de kommende dage. På den halve sæson i ’92 blev der solgt 5.900 billetter, i ’93 var det 12.000 og i ’94 blev det til 15.600 billetter.
Efter sommerferien i ’92 stod vi uden kok og havde selvfølgelig heller ikke råd til at ansætte en heltids. Men heldigvis sagde Jan Valery, som tidligere havde haft en slagterforretning i ‘Lejet’, ja til at bestyre og lave ‘kokkeriet’ i Bistroen. Det var stadigvæk med frivilligt serveringspersonale, og sådan fortsatte det indtil marts 94.
Vi fik meget presseomtale, og folk var glade for at ‘huset’ var blevet åbnet. Vi fik ingen tilskud nogen steder fra (bortset fra filminstituttet til bio-grafudstyr), så intentionerne om at lave et ‘lille kulturhus’ med forskellige aktiviteter for lokalbefolkningen kunne ikke lade sig gøre, da hele ‘husets’ økonomi også var baseret på indtægter fra en forpagter af Bistroen. Men vi kunne i stedet gøre det til et ‘oplevelsernes hus’, og oplevelser blev der mange af. Kunstnere fra nær og fjern, som ‘nogen’ kendte, trådte villigt til med at underholde, det være sig med musik eller foredrag og ofte kun for en symbolsk betaling. Mange gange var det et så stort tilløbsstykke, at folk stod som sild i tønde.
Foredrag og koncerter
Der var foredrag af f.eks.: Ejler Bille, Jørgen Nash, Hemming Hartmann-Petersen, Kaj Walter, Peter Thielst og mange, mange flere. Derudover var der utallige musikarrangementer dels med jazz og dels med musik af mere klassisk karakter. Der blev lavet ‘Søndags Matineer’ med bl.a. ‘De tre Tenorer’ fra Operakoret og Strygerkvartetten med søstrene Eskær/Teilmann (før de blev kendte og endnu var til at betale). I biografen var der foredrag i relation til en film bl.a. Anders Bodelsen, Helle Ryslinge og Erik Clausen. Utallige var de store uforglemmelige filmoplevelser som ‘Babettes Gæstebud’, hvor ‘vores egen’ Sven Wichmann fortalte om filmen og scenografien bag den. De franske film: ‘Min faders store dag’ og ‘Min moders slot’ med servering af en fransk ret i pausen. Dokumentarfilmen ‘Den usynlige Kunst’ af Cæcilia Holbek Trier og lysbilledforedrag af Viggo Bentzon og Peter Roos, og mange mange andre, som der kunne ‘lokkes’ til at bidrage med nogle gode oplevelser. Senere da økonomien var mindre anstrengt turde Støtteforeningen binde an med større arrangementer som koncert med Thomas Clausen, ‘Radioens Big Band’, ‘Verdens Orkesteret’ med Pierre Dørge og Ib Michael og Nytårskoncerter med ‘Sjællandske Livregiments Musikkorps’, foredrag og lysbilleder med Troels Kløvedal og ikke at glemme det tidligere ‘husorkester” De gode Herrer’.
I sin årsberetning fra 1993 kan en glad formand berette, at der nu er 540 Støtteforeningsmedlemmer, at der er solgt 53 anparter å 500 kr. og at Støtteforeningen fortsat opkøber anparter i Tyrs Væld.
Det begynder at se lovende ud, men der er også blevet knoklet på alle fronter.
Glædeligt nok dukker der et ungt trekløver op, det var de professionelle restaurationsfolk Søren, Jacob og Lars som fra april 1994 forpagtede restauranten, og som lige fra starten var opmærksomme på husets særlige karakter. Søren Thyboe var en fremragende kok og Jacob Jørgensen (nu van Toornburg) sørgede for sommerens musikprogram med nogle af de store navne i dansk musikbranche.
Tisvilde Bio Bistro blev nu et hus med noget af den aura, der kendetegnede huset, som det vi huskede fra Annelise Schybergs tid.
Der er efterhånden kommet styr på mange af de ‘administrative’ ting. Der er oprettet et stort hold af billetsælgere ca. 50 personer også kaldet ‘Billet-banden’ foruden ‘Telefondamerne’, som tager mod bestillinger på hverdage. Flere nye operatører er kommet til nu i alt 9 frivillige. Et ‘Regnbuehold’ sørger for, at der een eftermiddag om måneden bliver vist film og derefter serveret kaffe og kage for en gruppe multihandicappede fra Følstrup. Sven Wichmann fortsætter, som han gjorde fra starten, med næsten hver aften at byde folk velkommen i biografen og hver anden måned at lave sine karakteristiske bioprogrammer efter Christians filmbookninger, og Johs. sørger for, som alle årene, hver mandag videre transport af filmene. Frivillige arbejdshold med Jørgen Madsen som ihærdig foregangsmand klarer istandsættelse og vedligeholdelse af ejendommen både udvendig og indvendig.
Der er og har været meget at gøre, men det har været sjovt at gøre det sammen. Ingen der flyttede her til byen eller kommunen skulle få lov til at kede sig, hvis de ikke ville det.
Oplevelser var det, vi ønskede, og det er, hvad vi gennem årene har fået.
Der er blevet vist film mindst hver fredag-weekend og utallige er de gange , hvor der i hast er blevet lavet ekstra forestilling, fordi der hurtigt er blevet udsolgt til de allerede planlagte. Mangfoldig er de grupper, der i vinter-halvåret lige fra børnehaver til ældresagen, menighedsråd og multihandicappede, gymnasium, fritids- og ungdomsklubben, har haft oplevelser i biografen og for nogles vedkommende også i restauranten fået serveret kaffe/kage eller smørrebrød af et hold af frivillige som Støtteforeningen har været så heldige at have mange af.
Biografen bliver flittigt benyttet til andet end filmforestillinger. Foredrag, generalforsamlinger og rigtig mange koncerter af forskellig art har fornøjet et talrigt publikum.
Een af de rigtig ‘store aftner’ hvert år er Støtteforeningens fødselsdagsfest sidst i november. Det er en flot fest med underholdning, god middag og dejligt danseorkester. For der skal fejres og skåles, at det lykkedes at bevare og stadig holde i live i god form, det hus som har givet så mange mennesker sommer som vinter nogle oplevelser, som ikke kun har været af en flygtig karakter.
I 2004 gik Claus Arup af som formand og ud af Støtteforeningens bestyrelse. Han blev afløst af Vibeke Skat Rørdam der nu ihærdigt sammen med Sven Wichmann og Dorthe Karst som er foreningens næstformand, arbejder på at få samlet penge sammen til en tiltrængt renovering/udbygning af biografen bl.a. med handicaptoiletter.
Gennem årene er Biografen (Støtteforeningen) belønnet med Helsinge Kommunes Kulturpris og med Amtets Almene Kulturpris. Støtteforeningens medlemsskare er på over 700 medlemmer, og det er Støtteforeningen som ejer hele ‘huset’ og dermed også anpartsselskabet Tyrs Væld.
I nyeste tid har biografen fået installeret et nyt fremragende digitalt Dolby lydanlæg. Det kunne lade sig gøre med økonomisk hjælp fra Filminstituttet og fra Helsinge Kommune, som på den måde også finansielt har villet påskønne det store arbejde, de mange frivillige har gjort og uden hvem, der ikke ville have eksisteret det ‘oplevelsens hus’, vi dengang for 14 år siden længtes efter.
Små biografer kan i dag kun eksistere ved hjælp af et stort engagement hos en kreds af frivillige. Ligesom i filmen ‘Mine aftner i Paradis’ (netop den allerførste film vi spillede i 91), hvor den lille italienske dreng lader sig begejstre og henføre af filmene, håber jeg, at der ligeledes i fremtiden vil være mange, der som børn har oplevet ‘suset’ og magien i Tisvilde Bio og derfor vil sørge for, at den fortsætter med at eksistere.
