Tryllefløjten

Søndag 5. december kl. 15:00

Opera i 2 akter af Mozart fra Glyndebourne 2019
ca. 130 min. ex. pause.

Tror du, du allerede har set Tryllefløjten? Du har ikke rigtig set den, før du har set versionen af den eksplosive duo Barbe & Doucet (regi og design), der inviterer os til det, de kalder en ”enorm musikalsk komedie”. Oplev Glyndebourne Festival under ledelse af Ryan Wigglesworth (dirigent), og oplev et af Mozarts mest populære værker i en ambitiøs produktion med ”elleve sæt og to års forberedelse”. Denne magiske, vittige, ærbødige produktion opdaterer handlingen og politikken til 1900-tallets Wien.

Tryllefløjten/Die Zauberflöte er den mest spillede opera i sæsonen 2021-2022.

Wolfgang Amadeus Mozart 1756-1791. Mozarts Die Zauberflöte (Tryllefløjten) (KV 620) er blandt de mest opførte operaer i nyere tid. Selvom Tryllefløjten er et syngespil pga. af den talte tekst, benævnes den i almindelighed som opera. Førsteopførelsen fandt sted i Wien 30. september 1791 på (Freihaustheater auf der Wieden). I Danmark fandt førsteopførelsen sted i 1826, hvor den blev modtaget med jubel. Mozart havde tidligt et velvilligt publikum i København. (Opført 384 gange i perioden 1826-1992)

Handlingen er inspireret af Christoph Martin Wielands historie “Lulu oder Die Zauberflöte”. Librettoen som Schikaneder præsenterede for Mozart, er en klassisk fortælling om to elskende, der må igennem hårde prøvelser, inden de endelig kan falde i hinandens arme for evigt. Det kommer til udtryk i Papagenos og Papagenas historie, hvor trylleriet og balladen sker. Men Tryllefløjten har også i Tamino og Pamina dybereliggende lag, som fortæller om lysets kamp mod mørket og har betydningslag ind i Frimurerbevægelsen, hvor kærlighed, tilgivelse, tolerance og broderskab var nøgleord. Herfra kommer inspirationen til mange af de i operaen forekommende optagelsesceremonier, ritualer og prøvelser.

Både Schikaneder og Mozart var ivrige frimurere, og librettoen er fuld af mere eller mindre dulgte henvisninger til brødrenes stræben mod en højere visdom. At der ikke kom et lærestykke ud af dette, men et ægte musikdrama, er et under i operaens historie.

Emanuel Schikaneder var et mangesidet teatermennesker og spillede en afgørende rolle ved Tryllefløjtens tilblivelse. Schikaneder sang selv Papagenos rolle ved uropførelsen, han hørte ikke selv til de største sangere. Han skrev 55 teaterstykker og 44 librettoer.

Schikaneders formål med Tryllefløjten var, at det skulle være underholdning for et forstadspublikum, lystigt som det wienersyngespil det nu engang var. Uden Mozarts vidunderlige musik ville stykket ikke engang have været en fodnote i operaens historie. Hvad der nu kom ud af det var en af de mest elskede operaer.

Med en styrke som få kan mestre, holder Mozart de forskellige stilarter (italiensk opera seria, opera buffa og tysk syngespil) sammen og skaber en fantastisk sammenfletning af disse. Hvor 1.akt er fest og ballade i bedste eventyrstil, hæver Mozart operaen i 2.akt op på et højere plan. Det er ikke kun Tamino, der bliver underkastet prøver, også Pamina bliver underkastet ild- og vandprøven, og dette er bemærkelsesværdigt, da frimurerordenen kun bestod af mænd. Men for Mozart var prøven på deres kærlighed vigtigere end frimurernes dogmer.

Tryllefløjten er såvel et eventyr som et drama af format, der taler til både børn og voksne til alle tider. I 1795 fandt opførelse nr. 200 sted, noget enestående i datidens teaterpraksis. Selveste Goethe lod Tryllefløjten opføre 82 gange i Weimar og havde planer om en del nummer to, men da var Mozart død.


Uropførelse Wien 1791
Det Kongelige Teater 1826
(Første akt dog i 1816)

1. akt.
Prins Tamino bliver forfulgt af en slange og besvimer, men bliver frelst af 3 damer, som står i Nattens Dronnings tjeneste. Fuglefængeren Papageno kommer forbi på sin jagt efter sjældne fugle og tager æren for slangens død. Damerne straffer ham for hans praleri. De viser Tamino et portræt af Nattens Dronnings datter, prinsesse Pamina, og han forelsker sig straks i portrættet. Nattens Dronning viser sig nu og fortæller, at Pamina er blevet bortført af en ond dæmon, troldmanden Sarastro. Tamino lover at drage ud for at befri Pamina. Med sig på den farefulde færd får han en tryllefløjte og et klokkespil samt Papageno og 3 drenge som ledsagere. Den sorte slave Monostatos vogter over Pamina, som flygter fra hans tilnærmelser, men det lykkes Papageno at skræmme ham væk. Sammen forsøger Pamina og Papageno at finde Tamino.

De 3 drenge har ledt Tamino hen til 3 templer. Ved Fornuftens og ved Naturens tempel bliver han afvist, da han banker på, men ved porten til Visdommens tempel møder han en gammel tempelvogter. Vogteren afviser historien om Paminas bortførelse. Sarastro er ikke en ond dæmon, tværtimod, han hersker i Visdommens tempel.

Monostatos har fanget Pamina og Papageno, men klokkespillet tryllebinder og lammer slaverne. Sarastro vender hjem fra jagt, Pamina tilstår sit flugtforsøg, og da Monostatos kommer ind med Tamino, som han har fanget, idømmer Sarastro slaven en straf på 77 stokkeslag for hans tilnærmelser til Pamina. Tamino og Papageno bliver ført ind i templet til de prøvelser, der skal afgøre, om de er værdige til optagelse i broderskabet.

2. akt.
I templet samles de indviede og forbereder Tamino og Papageno på de kommende prøvelser. Blandt andet skal de underkaste sig absolut tavshed. De 3 damer dukker op og frister dem til at tale, men uden held. Monostatos vil kaste sig over den sovende Pamina, men standses af Nattens Dronning, som er trængt ind i templet. Hun giver Pamina en dolk og kræver, at hun skal dræbe Sarastro, ellers vil hun forstøde sin datter for evigt. Monostatos trænger sig igen på, men denne gang reddes Pamina af Sarastro. Sarastro taler indtrængende til Pamina om tilgivelse og næstekærlighed.

Tamino og Papageno er stadig pålagt absolut tavshed. Papageno taler med en gammel kone, som forvandler sig til den yndige unge Papagena og derefter forsvinder igen. Tamino er mere standhaftig, og selv ved synet af den ulykkelige Pamina tier han.

De indviede glæder sig over Taminos sjælelige mod og styrke. Pamina bliver ført ind til et sidste farvel. De bliver skilt fra hinanden og fra Papageno.
Papageno lader det magiske klokkespil klinge i en munter vise. Papagena viser sig og forsvinder igen. Pamina tror at have mistet Taminos kærlighed og vil tage sit eget liv. De 3 drenge standser hende og fortæller, at Tamino stadig elsker hende.

Tamino beder de to harniskklædte vogtere om at åbne rædslens porte til de sidste prøvelser. Pamina når frem til ham, og sammen går de under den fortryllede fløjtes beskyttelse gennem ild og vand. Det var Paminas far, der i sin tid under et frygteligt uvejr skar fløjten ud af en tusind år gammel eg. Nu har den hjulpet de elskende gennem den sidste prøve, og et usynligt triumfkor forkynder deres indvielse. Nu er det Papageno, der vil tage sit eget liv. De 3 drenge minder ham om klokkespillets magi. Det maner Papagena frem, og nu, da han har bevist sin trofasthed, bliver hun hans kone.

Nattens Dronning, Monostatos og de 3 damer kommer for at nedbryde templet. Men de kommer for sent og styrtes i afgrunden. De unge elskende har vundet hinanden og verden – både dagens og nattens rige – som fremtidens herskerpar.

Dirigent: Ryan Wigglesworth er engelsk komponist, dirigent og pianist.  Han har etableret sig som en af ​​de førende komponist-dirigenter i sin generation. Han var hovedgæstedirigent for Hallé Orchestra fra 2015 til 2018 og komponist ved English National Opera.  Wigglesworths egen første opera, The Winters Tale, havde premiere 2017 i en produktion instrueret af Rory Kinnear og dirigeret af komponisten selv. Han har ligeledes dirigeret alle de største orkestre i England.

Regi og Design: Barbe & Soucet: ”Inden for hver kunstform eksisterer der en uendelig renæssance”.

Den ene er nordamerikansk, den anden europæisk. Mens André Barbe studerede i Montreal i Fine Arts-programmet på Concordia University og derefter på den prestigefyldte National Theatre School of Canada, begyndte Renaud Doucet, en uddannet musiker, sin karriere som dansesolist, professor og koreograf for forskellige danseselskaber og internationale skoler. Siden de første gang mødtes i Operaen i Montreal i 2000, har de i deres produktioner kombineret en fornemmelse af det spektakulære – inspireret af en civilisation, der fødte Hollywood, Broadway og Cirque du Soleil – med den intellektuelle strenghed fra en anden, som fødte Encyclopedia, Voltaire, Nietzsche og Le Clézio.  Parret sætter flere operaforestillinger op i den nuværende sæson.

Tamino: David Portillo er amerikansk tenor hyldet af Opera News for “høje toner med lethed, sang med en frodig varm glød, der forførte øret.”  Han har etableret sig som en førende klassisk sanger i sin generation. I sæsonen 2019-2020 vendte han tilbage til Metropolitan Opera for at debutere i rollen som styrmanden i en ny produktion af Den flyvende hollænder overfor Bryn Terfel. Sang også som Tamino i Tryllefløjten på Metropolitan og Washington National Opera.  Portillo sang rollen som Mr. Rodriguez i verdenspremieren på Awakenings af Tobias Picker på Opera Theatre i St. Louis.

Pamina: Sofia Fominas. Den russiske sopran Sofia Fomina debuterede i Royal Opera i 2012 som Isabelle i Robert le diable, som blev en sensationel debut. Hun har siden sunget i Ariadne auf Naxos, Guillaume Tell og Les Contes d’Hoffmann. I sæsonen 2017/18 vendte hun tilbage for at synge Gilda i Rigoletto. Sofia Fomina roses for sin “formidabelt slående” og “fantastiske sølvfarvede” sopranlyd.  Fominas er tidligere medlem af Saarländisches Staatstheater og Frankfurt Opera. Hun har optrådt på flere af de store europæiske operascener og er også kendt som koncertsanger.

Papageno: Björn Bürger vandt i en alder af 27 år førstepræmien ved Bürger Bundeswettbewerb Gesang Berlin- finalen i Komische Oper Berlin mod elleve andre unge kunstnere. Tre måneder senere modtog Bürger sammen med mezzosopranen Dorottya Láng Emmerich Smola-prisen, en af ​​de højest priser for begavede unge sangere. Siden sæsonen 2013/14 har Bürger hørt til det permanente ensemble af Oper Frankfurt.  I november 2017 var han i stand til at opnå en stor personlig succes i titelrollen til verdenspremieren på Arnulf Herrmanns Der Mieter.

Sarastro: Brindley Sherratt Den britiske bas Brindley Sherratt er en af ​​de mest respekterede sangere i operaens verden. Han studerede oprindeligt trompet ved Royal Academy of Music. Efter at have vundet adskillige operakonkurrencer, som han deltog i ”for erfaring”, fortsatte han med at studere sang på fuld tid. Han nyder nu en travl international karriere. Han synger blandt andet nogle af de store baspartier i Wagners operaer. Han er også kendt for sine roller i andre store baspartier.

Nattens dronning: Caroline Wettergreen er en af ​​Norges mest efterspurgte sangere. Hun debuterede ved den norske opera og ballet i 2010 og arbejder nu regelmæssigt i operahuse i Europa. I de senere år har hun debuteret på Komische Oper Berlin, Bayerische Staatsoper München, Royal Opera House Covent Garden og Glyndebourne Opera Festival. Caroline har studeret på den norske musikhøjskole i Oslo og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. I 2018 modtog Caroline det prestigefyldte Equinor Classical Music Scholarship.

×
Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.