Tyrken i Italien

Søndag 13. marts 2022 kl. 15:00

Opera fra La Scala februar 2021
178 minutter ex. pause.

Tyrken i Italien / Il turco in Italia er en opera buffa i to akter af Rossini. Man har aldrig været i tvivl om, at Rossini, da han lavede operaen (i et lyntempo og genbrug), har moret sig kosteligt. Og både de medvirkende samt instruktører gennem tiderne har muntret sig i forbindelse med arbejdet med ”Tyrken”.

Donna Fiorilla er træt af sin ældre kedelige ægtemand, så det slår gnister, da hun møder den tyrkiske prins og playboy Selim der er på visit i Italien. På er tidspunkt tilbyder Selim Fiorillas mand at betale så meget, at denne kan køre to koner i stedet for Fiorilla, for sådan handler man i Tyrkiet. Et tilbud der måske var værd at overveje?
Roberto Andó har instrueret og Diego Fasolis dirigerer. Med: Erwin Schrott som Selim, Rosa Feola som Donna Fiorilla, Giulio Mastrototaro som Don Geronio og Antonino Siragusa som Don Narciso.

Om Il turco in Italia. Efter fiaskoen med Hadrian i Palmyra i Milano ønskede la Scala i stedet at opleve Rossini som berømt buffakomponist, og gav ham Romanis libretto til Il turco in Italia. Handlingen havde en vis lighed – med omvendte fortegn – med Rossinis Italienerinden i Algier, og mange af publikum troede at den nye opera var en parodi på den tidligere. Fornærmet på la Scalas vegne forlod mange blandt publikum teatret allerede efter første akt, og det varede derfor noget, før operaen slog igennem.


Gioacchino Rossini 1792-1868: ”il tedeschino” (den lille tysker) kaldte man Rossini i samtiden, fordi man syntes at hans musik lignede Mozarts italienske operaer, og det gjorde de også til en vis grad. Men Rossini er først og fremmest italiener, han skrev mellem 35 og 40 operaer. Han var i samtiden anerkendt såvel for sine seriøse operaer som for sine komiske. Det er en uløst gåde, hvorfor Rossini opgav at komponere operaer efter Wilhelm Tell (1829). Rygterne i samtiden var mange. Han opgav dog ikke helt at komponere, men skrev nogle kirkelige værker, sange og klaverstykker. Det er kun få af hans operaer, der opføres i dag, udvalget er dog blevet større efter 2. verdenskrig. Men et udvalg af hans ouverturer hører til orkestrenes faste repertoire. I Italien regnes han sammen med Bellini og Donizetti til de største operakomponister i perioden 1800-1850, den periode som også kendes som bel canto. På titelbladet til sit kirkelige værk Petite messe solennelle skrev han følgende: ”Tilegnet Vorherre. Kære Vorherre, du ved jeg blev skabt til komisk opera, alligevel tilegner jeg dig denne lille højtidelige messe og håber på en plads ved din side i himlen.” Sandelig! Rossini var også kendt som en stor spøgefugl. Ligeledes for de retter, han selv komponerede, f.eks. Tournedos a la Rossini.

Om bel canto. Bel canto er et begreb, der dækker flere områder. Inden for operaen er det en betegnelse for den klangskønne sang, modsat den deklamatoriske. Det er et italiensk begreb, som refererer til en sangstil og teorien bag en sangteknik, som opstod i Italien mod slutningen af 1500-tallet og nåede et højdepunkt i begyndelsen af 1800-tallet. Efter 1850 afløses den af verismen og med fremkomsten af Verdis operaer. I dag er det først og fremmest operaer skrevet af Vincenzo Bellini (1801-1835), Gioacchino Rossini (1792-1868) og Gaetano Donizetti (1797-1848) der kendes som bel canto operaer, men der var mange andre dygtige og ansete operakomponister i Italien i første halvdel af 1800 -tallet. Det er dog de tre nævnte, som kom til at blive stående tydeligst for eftertiden.

I dag tænker vi ikke på, at Bellini, Rossini og Donizetti i sidste halvdel af 1800’tallet faktisk forsvandt mere eller mindre ud i mørket, indtil de blev genopdaget efter 2. verdenskrig, hvor de atter kom frem. I dag er et fåtal af deres operaer igen faste bestanddele på verdens operascener. Også enkelte få andre fra bel canto tiden er undtagelsesvis blevet opført.

Uropført Rom 1814
Den Jyske Opera 1974

Akt 1.
I nærheden af Napoli erfarer digteren Prosdocimo at der blandt en gruppe sigøjnere kunne tænkes at være et godt emne at skrive om, og blandt sigøjnerne findes melankolske Zaida, som forgæves forsøges trøstet af sin ven Albazar. Don Geronio føler sig draget mod lejren. Han er ulykkeligt gift med Fiorilla, der tilbringer al sin tid med sine elskere. I håb om snarlig bedring af sin situation beder Geronio sigøjnerne om at forudsige fremtiden, men spådommene giver ikke den stakkels mand megen hjælp, så Don Geronio forlader irriteret stedet.

Prosdocimo nærmer sig sigøjnerne og beder om information om deres oprindelse, og Zaida fortæller derefter sin historie til digteren. Hun var engang favorit hos den tyrkiske prins Selim, men hun blev uretfærdigt bagvasket, derefter dømt til døden og kun reddet ved Albazars indblanding. Han efterlader hende nu hos sigøjnerene. Prosdocimo fortæller hende om den forestående ankomst til Napoli af en tyrkisk prins, der kan gå i forbøn for hende hos Selim.

Mens Donna Fiorilla slentrer på stranden med sine venner, ser hun den tyrkiske prins skib lægge til en kort afstand fra hende. Prins Selim møder Fiorilla og forelsker straks i hende. Hun inviterer prinsen til kaffe i sit hus.

Prosdocimo møder Narciso. Sidstnævnte er en af Fiorillas meget jaloux kærester. De to hører af Geronio selv at Selim er ankommet til byen, og er blevet inviteret til kaffe af hans kone. Elskeren Narciso skælver af jalousi. Prosdocimo føler sig inspireret, og tænker på det smukke oplæg til et drama, som udviklingen tilbyder ham.

I Fiorillas hus flirter hun med Selim, men deres møde forstyrres først af Geronio, som dog trues af Selim, men reddes af sin kone (der lyver for den tyrkiske prins ved at fortælle ham, at hendes mand blot er ankommet for at hylde ham ved at kysse hans kappe som et tegn på respekt) og derefter af Narciso, der beskylder Fiorilla for utroskab og i den grad bebrejder Geronio for de friheder, som Geronio åbenbart giver sin kone. Selim, forstyrret af de to der blander sig, aftaler med Fiorilla at mødes på bredden af havet samme aften. Efterladt alene skændes mand og kone igen, og Fiorilla forlader huset efter at have bragt Geronio tæt på vanvid.

På stranden finder der imidlertid en række kontinuerlige misforståelser og møder sted. Selim finder Zaida igen, og mellem de to bliver lidenskaben genoplivet, men mødet undgår ikke den jaloux Fiorillas blik efterfulgt af Geronio og Narciso. For øjnene af den sig morende Prosdocimo udbryder der en kamp mellem de to kvinder, næppe adskilt fra deres respektive partnere.

Akt 2.
Efter sammenstødet mellem de to kvinder foreslår Selim, der stadig også er forelsket i Fiorilla, at Geronio sælger hende til ham, ligesom det er sædvane i Tyrkiet i tilfælde af at manden bliver træt af sin kone. Han kan så købe sig to koner i stedet, men Geronio nægter.

Fiorilla er på sin side fast besluttet på at holde Selim som sin elsker. Hun arrangerer et møde med Selim og Zaida for at tvinge prinsen til at vælge hvem af de to, han vil vælge. Zaida forlader irriteret stedet og efter i første omgang at skændes, forsoner Selim og Fiorilla sig.

Prosdocimo lærer i mellemtiden, at Selim ønsker at kidnappe Fiorilla på en maskeradefest, og råder Zaida først til at klæde sig ud som Fiorilla og foreslår senere, at Geronio holder øje med sin kone forklædt som en gorilla. Narciso, der har hørt alt, beslutter at forklæde sig som Selim for at kidnappe Fiorilla.

Under festen følger en række misforståelser hinanden, Zaida bedrager Selim ved at foregive at være Fiorilla, og Narciso, klædt som en tyrker, løber væk med sin elsker under forvirring af Geronio, der ikke forstår, hvilken af de to kvinder der er hans kone.

I mellemtiden hører Prosdocimo og Geronio, at Zaida og Selim endelig har forsonet sig. I lyset af dette råder digteren så Geronio til at udvise strenghed over for sin kone og truer hende i et brev med skilsmisse. Efter at have modtaget brevet, beklager Fiorilla sin uværdige opførsel og beder sin mand om tilgivelse. Ægtemand og hustru forenes og bevidner Selims og Zaidas afrejse til Tyrkiet.

Dirigent: Diego Fasolis er schweizisk klassisk organist og dirigent, leder af ensemblet I Barocchisti. Han har dirigeret operaer i historisk relaterede forestilling på større europæiske operahuse og festivaler og har lavet prisvindende operaoptagelser.

Instruktør: Roberto Andó er italiensk instruktør, manusforfatter, dramatiker og forfatter. Andó instruerer først og fremmest film, men i 2021 står han for 2 opsætninger af opera.

Selim: Erwin Schrott  er basbariton fra Uruguay. Han er en af vores tids mest fascinerende sangere og anses generelt for at være en af de bedste fortolker af de store Mozartroller, som Don Giovanni, Leporello og Figaro.   Efter at have vundet førstepræmien på Plácido Domingos ”Operalia” sangkonkurrence i 1998, begyndte hans raketagtige stigning til international berømmelse. Han synger i alle de største operahuse og har blandt andet medvirket i koncerter med Anna Netrebko og Jonas Kaufmann.

Don Geronio: Giulio Mastrototaro er italiensk bariton. Han studerede ved Claudio Monteverdi Musikkonservatorium i Bolzano i 2002. Han vandt As.Li.Co.s konkurrence om rollen som Belcore i L’Elisir d’Amore og prisen for bedste performer for Donizettis Pietro il Grande på Martina Franca Festival. Han område i dag er tidlige italienske komponister og Pucinni.

Donna Fiorilla: Rosa Feola er en 36-årig italiensk sopran. Omkring 5 års alderen havde hun sin første klaverlektion og omkring 6 begyndte hun at synge i coro dell’Accademia musicale di San Nicola og senere kirkekoret. Hun dimitterede 2008 ved med en førsteklasse æresgrad at synge hos Salernos Conservatorio Giuseppe Martucci. Hun fortsatte sine studier på Accademia Nazionale di Santa Cecilias Opera Studio og deltog i mesterklasser hos blandt andet Renata Scotto. Hun fik international opmærksomhed ved at vinde Andenpris, Zarzuela-prisen og Rolex-publikum Præmie på Plácido Domingos Operalia 2010. Derefter tog hendes karriere fart og hun havde sin Metropolitan debut i 2019. Den 16. oktober 2020 debuterede Feola som forventet som Violetta i La traviata på Teatro Gabriello Chiabrera i Savona. Produktionen blev skabt af Renata Scotto, der debuterede præcis i samme rolle på dette teater i 1952.

Prosdocimo: Alessio Arduini er italiensk bariton. I 2010 modtog han et legat fra Lina Aimaro Bertasi Foundation og gjorde det år sin professionelle debut som Don Giovanni på Teatro Sociale di Como. Han sluttede sig til ensemblet i Wien Statsopera i 2012. Han synger derudover i de store europæiske operahuse, hvor han er efterspurgt.

Don Narciso: Antonino Siragusa  er italiensk tenor. Han synger i italienske operahuse og er kendt for sin humoristiske stil og fine koleratur.

Zaida: Laura Verrecchia Albazar: Manuel Amati.

×
Denne hjemmeside anvender Cookies af hensyn til sidens funktionalitet.